189 / 242
380
for dette Jeg, ikke som overflødigt, m en som Led af Livet, især
det højere.
Jeg sender Dig herved m it P o rtræ t, som er aftaget den 11.
Nov. 1871; selv h a r jeg det godt og daarligt, th i jeg er ju st ikke
syg, m en Begyndelsen af V interen er altid m in daarligste Tid,
og det er mæ rkeligt, i hvor høj en Grad m ine K ræ fter tage af,
og den T røst, at dette m aa m an finde sig i, er meget god; det
er ogsaa meget godt, at m an bliver mæ t af Dage, m en til al liv
lig V irksom hed er det en daarlig Spore, isæ r n a a r som hos mig
Livet ikkun s b estaar i V irksomhed og F rem sk rid t.
Mine fleste T ank e r ere i denne T id henvendte paa at udføre
en Rednings-Baad, og for at tvinge mig selv til at gøre Alvor
deraf, h a r jeg anm eldt den til Udstillingen i Maj, m en nu faar
jeg i disse Dage U nderretning, at jeg ikke fa a r Resten af mit
T ilgodehavende for T rin itatis K irke før S lutningen af F ebruar,
hvilket tu rd e vanskeliggøre m in Opgave.
Med de bedste Ønsker for Dit Vel.
J. Dalhoff.«.
I 1872 fik K jøbenhavn om sider den længe udsatte Indu stri
udstilling paa den P lads, hvor Indu strifo ren ingen siden har
h a ft sit Bo; dens Fo rm and , Rustm ester Christensen, var ogsaa
Sjælen i Foretagendet, som fald t overordenlig heldigt ud, ikke
alene med et Overskud p aa halvandet H und red tusinde, men
med glade og skønne Minder i vide Kredse, isæ r fra det fest
lige Ind try k , Hovedhallen gjorde. Selv om Dalhoff ikke havde
synderligt med dens Tilblivelse at gøre, kunde h an dog have
lidt af en Faderglæde derover, og h an sled for at faa noget
fæ rdigt dertil, saa a t h an kunde arbejde fra 6 Morgen til helt
ud paa Aftenen og blev helt overan strenge Men h an fik ogsaa
Glæde deraf. P a a den højtidelige Aabningsdag var h an derinde
fra Kl.
9
V
2
om Form iddagen , »og Du k an tro«, skriver hans
yngste Datter til sin Broder, »han blev i godt Hum ør, th i Kon
gen kom hen til ham og saa K ronprin sen , hvem h an partout
m aatte give Haanden, uag tet h an ingen H and sker havde paa.
F ader beklagede, at han kun havde faaet saa lidt færdigt, og
saa lovede Kongen, at h an vilde komm e ind om fjorten Dage,
saa kunde han vise ham mere. Da Kongen var gaaet, kom