193 / 242
384
bladede T ræ er, i hvis S tamm ers M u sku latu r som i Grenenes
Kontur og de fineste Kvistes F letvæ rk h an kunde læse saa me
gen Skønhed. Men som Dagene svandt ind og Mørket tog til,
var det ham , som Døden fik Magt over Livet, og uden at være
bange for den var den h am dog »den sidste F jende«. Da kunde
ogsaa de triste T ank e r og b itre Minder trænge sig paa, og der
skulde in tet m ind re end overmenneskelig K raft til a t besejre
dem. Men den kendte h an ogsaa og søgte den.
Det nye Aar 1875 rind er op med nye Glæder. Dalhoffs yng
ste Søn, Hu slæ reren, h a r nu faaet Mod til at tage sit egenlige
Kald op, foreløbig som personel Kapellan i et m ind re P asto rat,
1 Mil syd for Slagelse. »Fader blev glad ved Dit lille Brev,
h an gik og ventede derpaa hver Dag«, skrives der til Kapel
lanen, . . . . »han h a r det godt og h a r faaet et P a r nye Svende
at lære til; det m orer ham , om h an ogsaa h a r en Del Bryderi
med dem.« B en tud upaalidelige, ja tyvagtige Folk kunde man
ogsaa faa, skønt ingen B iograftheatre dengang lokkede: et ungt
Menneske, som havde væ ret der 5—6 Aar, opdages at have til
vendt sig baade Penge og Metal i stø rre Mængde, »idet m an
fand t F aders nye Modeller, som h a r kostet saa meget Arbejde
og Hovedbrud, itu b ru k n e i han s Lomm er«. Man lod ham dog
slippe, m en undredes rigtignok saa meget m ere ved at høre,
at h an trod s alt gik om og ønskede Kunderne et glædeligt
Nytaar!
Den lille Rejse til
Skørpinge
m aatte dog endnu gøres for at
høre Sønnen prædike. Han stod allerede paa P ræ dikesto len og
talte, da h an i Stilheden hø rte nogen pusle i Vaabenhuset;
Døren listedes sagte op; en Arm kom frem , som lagde Haand
bag Øret for at lytte, Hovedet viste sig:
Fader!
nej, der blev
intet Udbrud, og Talen gik ikke i Staa, m en det var ikke langt
fra. Den kæ re, gam le Sognepræst Leuning og han s meget
yngre, trofaste H u stru tog imod h am og en Ledsager, saa at
det kunde lyde: »Fader v ar da meget tilfred s med Turen.« Ikke
længe efter kom Sønnen ogsaa til at p ræd ike i K jøbenhavn i
C itadelskirken, hvor D. som Begel saas hver Søndag, og da
dennes P ræ st, senere P rofessor, Koch efter en kirkelig H and
ling gjorde F am ilien et Besøg, gav det Anledning til, at Sønnen
ved Juletid kom meget næ rm ere, nem lig til Roskilde som kon