195 / 242
386
tes aldeles ind i K onstruktionen.« — 20. April: »Baaden er
færdig, F a d e r vel, M. bedre.«
Saadanne Kriser, i Reglen m ed en m ere eller m ind re aaben-
ba r Lungebetændelse som Aarsag, længere eller kortere, gen
nemgik h an i de følgende T ider adskillige af. E n af dem til-
meldtes med: »Hvis Du vil se F ad er levende, m aa Du komme
straks!« m en da Sønnen kom — var F ad er gaaet ud a t spasere.
H an havde, selvfølgelig inden Lægen fik fat i ham , syntes, at
h an kund e trænge til lidt frisk Luft. Og det gik godt.
Der va r jo en yppig L iv sk raft i Samm enhæng m ed en mæg
tig V iljesstyrke i ham . Med denne gennem førte h an ogsaa et
selvbeherskende M aadehold paa alle P un k te r. H an havde, ikke
m indst un d er sit Ophold p a a Gråfenberg, e rfa ret og fastslaaet,
hvor vigtigt det er for et Menneske, der vil have noget ud af
sit Liv, at bevare Sundheden og Arbejdsevnen saa længe som
muligt. H an ho ld t ved m ed de hæ rdende L ivsvaner, h an den
gang havde tilegnet sig. E n V interdag mødte h an E nk ed ron
ning Caroline Amalie spaserende i Øster Allé, m edens hendes
Vogn kø rte udenfor. H un standsede h am og spu rg te til hans
Befindende. »Jeg synes, det er koldt, Deres Majestæt!« »Ja,
det tro r jeg«, sagde hun , idet h u n pegede paa han s aabne,
uknappede Skjortebryst, der lod Snefnuggene lejre sig lige paa
det b are Bryst. Aldrig stive F lipper, m en en blød Skjortekrave,
n a tu rlig t bund e t m ed et sort S ilketørklæde. Ingen uldne Un
derklæder før de allersidste Aar. T obak røg h an ku n meget
sparsom t og i ko rte Overgange; saa ho ld t h an helt op i Aarevis.
Ligesaa m ed Snusdaasen; ingen af Delene b rug te h an i de se
nere Aar. Koldt Vand indvendig og udvendig. Føden i beske
den, fast Mængde. Der kunde være T ider, hvor h an nød en
»Perikum« (Snaps m ed det røde Udtræk af Hypericum perfo-
ratum ) til sin F roko st; til and re T ider en halv F laske Bajerskøl
til Aften; af og til ogsaa en Toddy om Aftenen. Sjælden fulgtes
to af disse K amm erater, og i lange T ider kunde de alle tre blive
sat paa Ventepenge; h an vilde være H erre i sit eget Hus, Lege
met! Derimod kunde h an godt være med til et festligt Lag, der
dog aldrig m aatte gaa videre, end at »man kunde synge rent og
vidste, hvad m an gjorde«.
I 1875, 22. Okt., havde h an i H jemm et ho ld t sin Datter