190 / 242
381
Overpræsidenten hen og talte med F ader; han er saa venlig
siden Skilsmissen.«
Sommerens Varme og Anstrengelser bragte dog den ald
rende Mand i en T ilstand af N edtrykthed og P irrelighed, som
først m ildnedes med den svalere Aarstid. Der var jo ogsaa
stadig nok af næ rgaaende Sorger og Bekym ringer. 1 den gamle
B indingsvæ rksgaard var der gentagne Gange Ildløs, som man
ikke kunde tæ nke sig andet end paasat, saaledes som den ogsaa
nu kom paa det van te Sted ovenover Dalhoffs. »Jeg var lige
falden i Søvn«, skriver Datteren, »da jeg vækkedes ved Larm
ovenpaa og tæ nk te: er de fulde? men saa begyndte der en Lø
ben op og ned ad T rap p en og en velbekendt Banken paa Dø
ren. Saa, tæ nk te jeg; naa, det manglede hare! jeg var jo ganske
alene med F ader. Han kom da op i en F art, og jeg tro r ikke,
at det nogensinde h a r h a ft saa stæ rk t fat; det var begyndt hos
Snedkeren, som støder lige op til Vatfabrikken, og der fik det
snart fat. Det er jo lige over Hovedet paa os, vi vare dog tem
melig rolige. Men saa begyndte Vandet at skylle ned i Værk
stedet, og saa m aatte F ad er derned, ogsaa for at vise B rand
folkene Vej, ellers var det gaaet op i den høje Bygning, hvor
vore Væ rksteder er. Her er F ade r hleven dyngvaad, og omend-
skønt han skiftede, da han kom op, blev han dog forkølet.«
Af Hofjuvelér Michelsen, der som ung Svend havde lært
hos Dalhoff, blev h an indbud t til Sølvbryllupsfest, havde hans
fortræffelige H u stru til Bords og udbragte B rudeparrets Skaal.
Endnu mere P ris satte h an dog paa, da h an Ugen efter ved en
lille Fest i sit eget H jem havde sin Broder Herlov, Hofgørtleren,
ved sin Side. Ved en senere Lejlighed kom det alligevel atter
til Misstemning imellem de to Brødre, som dog holdt saa meget
af hinanden, da Jørgen var komm et i Tanke om, at Herlov —•
formodenlig ved han s Anbefaling — for en Menneskealder si
den havde laan t en P resse fra den Kongelige Mynt, som denne
aldrig havde faaet tilbage. Ved Hjæ lp af en Mellemmand, for
hvem hver af B rødrene græd af Sorg over denne nye Splittelse,
kom dog Sagen i Orden, idet Gørtleren betalte Myntbestyrelsen
den gamle Presses Værdi.
I F o ra a re t 1873 træ ffer vi atter »den Gamle« — som han
allerede længe havde heddet paa Værkstedet, sjældnere dog i