138 / 219
S I G U R D J E N S E N
urimeligt. Hvis epidemien var kommet, måtte man, som man
havde gjort tidligere og kom til at gøre mange gange senere, have
klaret sig med interimistiske hjælpemidler (telte, barakker, even
tuelt nødlazaretter i skoler o.lign.). Meldahl søgte at komme Fen
ger til hjælp, dels ved at påpege, at det hele kun drejede sig om
en overskridelse på ca. 26.000 kr., og at kommunen havde fået
nogle gode og solide hospitalsbygninger, som den ville få glæde af,
dels ved at søge at vælte en del af skylden over på borgmesterens
medarbejdere. Han sagde herom, at han ville »gjentage et Ønske,
han oftere havde udtalt, nemlig at de Embedsmænd, der arbeide
under Borgmestrene, meget omhyggelig ville følge de Udtalelser,
der falde i Forsamlingen. Det vilde være en stor Lettelse for Borg
mestrene, der have saa store Sager paa sig, naar deres Embeds
mænd i forekommende Tilfælde kunde minde dem om, hvad der
er foregaaet i Salen, og henvise til Udtalelser, som kunne gjøre det
nødvendigt at gjøre Et og Andet om.« Det er vel tvivlsomt, om
disse udtalelser, der indirekte rummer en erkendelse af, at nu var
Fenger blevet så affældig, at det kneb for ham at klare embedet,
har været til nogen synderlig hjælp, og Herforth kunne derefter
tildele Fenger dødsstødet ved under forsamlingens hørråb at ud
tale, at det var beklageligt, at borgmesterens oplysninger var man
gelfulde, og at han håbede, at den fulgte fremgangsmåde nu var
blevet således imødegået, at man ikke skulle være udsat for at se
noget lignende i fremtiden.57
Fenger drog konsekvensen af denne uheldige sag og søgte sin
afsked som borgmester under henvisning til alder og svigtende
førlighed. Han trådte tilbage ved udgangen af februar 1883. Den
12. december 1882 var han blevet ramt af endnu et slag af skæb
nen. Han havde mistet sin hustru Ida Louise, f. Plockross. Selv
døde han det følgende år (2 1. september 1884). I og for sig var
hans borgmestergerning også nu bragt til en logisk afslutning. En
136