134 / 219
S I G U R D J E N S E N
Det kan derfor ikke undre, at han former sin kritik af Fenger ret
forsigtigt. Der er næppe tvivl om, at Fenger havde både meget
ringe evne og meget ringe vilje til samarbejde med magistrat og
borgerrepræsentation. Hans respekt for andres indsats og evner
var meget beskeden,52 herfra dog undtaget ganske enkelte mænd,
som han helt følte sig på linie med, i første række Meldahl og
(udenfor borgerrepræsentationen) Krieger. Forholdet til dem var
præget både af respekt og stor tillid.
Hans holdning til kommunalbestyrelsens øvrige medlemmer var
hyppigt arrogant, nu og da betragter han dem med smilende over
bærenhed, og ikke helt sjældent optrådte han overfor dem på en
måde, som ikke tyder på nogen større psykologisk indsigt. Således
skriver han i det før citerede brev til Meldahl af 4. oktober 1875:
»Borgerrepræsentationens Forhandlinger har været jævnt kjede-
lige. Jeg snød dem da for det sædvanlige Gilde paa Bidstrup, og
fik det nødvendige Brænde udvist uden deres Medvirkning.« At
den nye finansborgmester berøvede borgerrepræsentanterne deres
traditionelle brændeudvisningsskovtur til kommunens skove ved
Bidstrup, kan næppe have været særlig gavnligt for klimaet imel
lem forsamling og borgmester. Skovturstraditionen blev da også
genoptaget.53
I samme brev fremkommer han iøvrigt med en af sine karakte
ristiske let ironiske bemærkninger om sine medmenneskers dårskab.
Han skriver: »Ehlers har havt en Besvimelse eller saadan Noget,
som satte stor Skræk i Byens Indvaanere, som troede, at det var
ude med ham; det var yderst pudsigt at see, hvor betagne netop
de Personer blev, som have skumlet stærkest over ham. Heldigvis
rettede han sig meget snart derefter, saa Skrækken blev ikke lang
varig.«
Borgmester Ehlers nyder i det hele taget godt af Fengers særlige
bevågenhed. 25. maj 1878 hedder det i et brev fra Fenger til
132