136 / 219
S I G U R D J E N S E N
tragtning ikke forløb så ganske utilfredsstillende, blev han som
finansborgmester i nogen grad hemmet i sine dispositioner af bor
gerrepræsentanter, der fulgte hans virke på dette felt med ret kri
tiske blikke, og det blev på dette område, han led sit endelige
nederlag.
Det begyndte med et skæbnesvangert uheld. Kommunens øko
nomiforvalter, en mand ved navn V. A. P. Christensen, havde
gjort sig skyldig i en række bedrageriske forhold overfor kommu
nen. Dette havde stået på i en årrække. I Schlegels borgmestertid
havde manden fået en reprimande, men da havde man kun op
daget, at han havde optrådt ukorrekt, ikke at han havde tilegnet
sig penge, der tilkom kommunen. I Fengers tid var man blevet
klar over, at der var noget galt, i 1878 fik han en skarp advarsel
for uordentlig embedsførelse, men først i 1879 blev man klar over,
at han havde bedraget kommunen for ca. 26.000 kr. I borger
repræsentationen kom det til en ret pinlig debat om borgmeste
rens ansvar i denne sag. Fenger havde anmodet om, at den måtte
blive ført for åbne døre. Han følte ikke, han havde noget at skjule.
Det er svært nu at afgøre, hvor meget der kunne bebrejdes ham
i denne sag. Kontrollen havde svigtet, men hvilket ansvar for
denne kontrol kunne man med rimelighed tillægge borgmesteren
personlig? Der er dog næppe nogen tvivl om, at man, da der
forelå oplysninger om Christensens uregelmæssigheder, skulle være
gået dybere til bunds i sagen, og borgerrepræsentationen havde i
hvert fald både ret og pligt til efter Christensens domfældelse at
gennemdrøfte spørgsmålet om ansvar.56 Men Fenger var såre ilde
berørt af det hele; og så formede det sig så uheldigt, at han om
trent samtidig faldt på gaden og brækkede benet. Fra da af gik
det tilbage med ham både fysisk og psykisk, og han begik kort
tid efter den virkelig graverende fejl, som kostede ham borgmester
embedet.
: 34