465 / 707
Protesten ved Søren Kierkegaards Begravelse
men, som Epigonerne og Eftersnakkerne søgte at fort
sætte.1)
Dødsf aldet
var, som F ilosofen H. Brøchner skriver, en
Begivenhed, der satte Folk i en Bevægelse, som den
Afdøde selv ikke vilde vurdere højt.2) Pressen afspejler
de Stemninger og Standpunkter, som Begivenheden
fremkaldte i Offentligheden. Af de konservative Blade
bringer
„Berlingske Tidende“,
Martensens Organ, ingen
Omtale af Kierkegaard, som
„Flyve-Pos ten“
efter en
kort Notits om Dødsfaldet3) derimod vier en forsigtig
Nekrolog, der kaster Overbærenhedens Kaabe over Kirke-
stormeren, hvis Død betragtes som et Tab for Nationen,
og hvis forbavsende Produktivitet og tidligere Forfatter
skabs rosværdige Sider aabent indrømmes og anerken
des.4) En lignende Holdning indtager „
Kj øbenha vns -
post en“,
der iøvrigt antager i hans sidste Levetids Hel
bredstilstand at finde et undskyldende Moment for
Kirkefejden.5) Det specielt københavnske Bourgeoisi-
Organ, det nationalliberale
„Dagbladet“,
bragte den
smukkeste af samtlige Nekrologer, der uden at fortie det
ufuldkomne og ensidige hos Kierkegaard betoner det
indholdsrige, det vidt og dybt i Samtid og Eftertid ind
gribende i hans Liv. Han regnes i Række med Danmarks
i Løbet af faa Aar døde Storheder, Thorvaldsen, Ørsted,
Oehlenschlåger og Schouw. „I Danmarks, i Literaturens
og i Kirkens Historie vil Søren Kierkegaard indtage en
fremragende Plads . , . “6) Det betydeligste Oppositions
En udtømmende Skildring af Kirkestormens Forløb og Følger
foreligger endnu ikke.
3) Brev 2/12 1855 fra H. Brøchner til Chr. Molbech, Hans Brøch
ner og Chr. K. F. Molbech, En Brevvexling. Kbh. 1902, S. 174.
3) F lyve-Posten 1855/Nr. 264 (13/11).
4) smst. Nr. 267 (16 /11 ).
5) K jøbenhavnsposten 1855/Nr. 265 (13/11).
6) Dagbladet 1855/Nr. 268 (14/11).