547 / 707
Om Carolina Amalia Thielo
5 3 1
Man saae for nogle Aar med en uskyldig Miine
Paa Byens Gader gaae til Fods vor Caroline,
En Simpel Klæde-Dragt loed see hun ey var riig;
Men var hun ey til sligt uskyldig Væsen Liig.
N e y ! neppe man dig saae paa Skue-Plads blandt andre,
Før du dig foretog, dig ganske at forandre,
Du var ey meer, som før, ney, Du blev frek og frie,
Og tog ret daglig til udi Coqvetterie.
Du leved nogle Aar, ret som Du var Princesse,
En fornem Herres Gunst, du nød, dog som Maitresse,
Hans Genereuse Haand dig aldrig feyle loed
Hans Pung, Hans Hierte dig io altid aaben stoed.
Det feyled dig derved dog ey paa fleer Galaner,
Man altid om dig saae en Sverm af Snuuse-Haner,
Af mangen gammel Klau12) tilflød Dig Sølv og Guld.
Merk Livet, som en Drøm, nu est du Støv og Muld.
Du tænkte vel ey paa saa hastig at qvittere,
Men Døden vilde Dig, som Amor ey parere,
Hans Vrede var for stoer, da du saa sicker gick,
Og ham ey gav et Suck, da Amor Tusind fick.
*Livet som en Drøm var den sidste Comoedie, hvor i
hun spillede sin Rulle.
Kunsthistorikeren
Gustav Lorenzen,
Museumsdirektør
Vilh. Slomann,
Assistent ved Kunstindustrimuseet
Erik
Lassen
og Magister
Nils Schiørring
beder jeg modtage
min Tak for de givne Meddelelser.
12)
Digtet er skrevet af efter Ny kgl. Samling, 4to, No. 819 d,
som paa et Par Steder afviger lidt fra Teksten i Ny kgl. Samling,
Folio No. 487. Saaledes staar i det første „Klau“, medens det
sidste har „Klaun“.
Bibliotekar
R. P aulli
har været saa venlig at meddele mig, at
begge Ord er et ringeagtende Skældsord; „Klau“ er jysk, „Klaun“
hollandsk eller plattysk.