667 / 707
Smaastykker
6 5 1
ieve uden ligefrem at lide Nød, ikke saa anden Udvej
end den sørgelige at trække Veksler paa Statskassen gen
nem sine Regnskaber, indtil han til sidst blev grebet i et
efter Nutidstorhold saa ringe Underslæb som 3000 Rdl.
(6000 Kr.). Den 20. December 1841 blev han for denne
Forseelse ved Hof- og Stadsretten idømt en Straf af
2 X 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød. Men dette lod
Staten sig ikke nøjes med, den vilde sandelig ogsaa have
sine Penge tilbage, og da man i hine Tider — ikke
m indst, hvor det gjaldt om Misbrug af Statens Midler
ikke kendte noget til dette at idømme en saadan
Mand en i Forhold til hans Brøde og Lovens Ord vis be
stemt Tids Fængselsstraf, blev han den 19. Maj 1842
hensat som Statsfange i Kastellet, indtil han betalte eller
— døde. I dette som i Hundredvis af andre Tilfælde var
dette i Virkeligheden kun en Omskrivning af livsvarigt
Fængsel; thi hvorledes skulde det være ham muligt at
betale noget tilbage, naar han ingen Indtægt havde, hvor
til kom den næsten bidende Ironi, at han endog skulde
erlægge 4 % Rente p.a. af det til enhver Tid skyldige
Restbeløb. Hvis det ikke var saa fortvivlende sørgeligt,
kunde man fristes til at smile ad en saadan Bestem
melse, og saa tilhører den dog en Tid, der kun ligger
et Aarhundrede tilbage fra vor Tid.
Hans Fængselstid blev imidlertid kun af kort Varig
hed; allerede den 26. November 1842 blev han saa syg,
at der maatte være en Mand hos ham om Natten i Ar
resten, og to Dage senere hedder det, at han henligger
i en apoplektisk Tilstand, saa at han hverken kan røre
sig eller tale, og at det er forbundet med den største
Vanskelighed blot nogenlunde at holde hans Seng ren,
hvorfor det blev henstillet at lade ham indlægge paa et
Hospital. I Forestillingen herom, der indgik den 30. No
vember om Morgenen, siges det, at det vil blive for kost
bart for Kommandantskabet at sørge for hans Pleje og
T ilsyn; han har i Forvejen en Benskade, der tvinger ham
til at gaa med Krykke og Stok, og der sluttes med, at
hans Helbred er saa slet, at hans snare Død er at for
mode.
Den u lykkelige Giintelberg bekræftede pligtskyld igst
Kommandantens Udtalelse ved at afgaa ved Døden
samme Dag i sin Arrest i Kastellets Statsfængsel bag