S_ThorvaldsensMusæumsHistorie

BREV FRA PROFESSOR HØYEN (?) TIL PROFESSOR SCHOUW.

Forslaget om a t lade A rbeidet fortsæ tte p a a den Thorvaldsenske Gomm ittees A n- og T ilsvar

h a r forekomm et m ig sæ rdeles h eld ig t, m en jeg veed jo ikke, om det lader sig udføre, n a a r R e

p ræ se n ta n te rn e sa a bestem t — eenstemm igt — h a r erk læ ret sig for S tand sn ingen a f hele A rbeidet.

Det væ rste ved Sagen er den Om stændighed, at jeg ingen Ende seer p a a alle disse Chikaner. N aar

n u B indesbøll h a r ud fø rt T egn ingerne efter F o rla n g en d e , gjort og ladet gjøre nye Overslag, — sa a

k u n n e disse gjerne blive ap p rob ered e og i Løbet af et h alv t A a r, heelt A ar nye Indvend inger og

nye S tand sn ing er skee.

H v ad er d et overhovecM for G aran tier m a n forlanger? E r d et m uligt h er til L an d s, a t

erholde flere eller stæ rkere G aran tier for det gode Udfald af et Bygningsprojekt end der er givet

for B indesbølls? Men d et er jo en Selvfølge, a t n a a r E nhv er p a a det løseste S ladder tro er sig be

rettig et til a t tvivle og til a t opponere og til a t komm e m ed overflødige Forslag eller til a t forsøge

M agtsprog, — sa a komm er P ro jek tet ingen Vegne. H v ad jeg anseer for det Vigtigste for Ø ieblikket

er, a t holde T ho rv ald sen i Ligevægt.

Man b lande dog for Guds Skyld h am slet ikke ind i Sagen,

n a a r h a n ei af „rette V edkomm ende“ vil blive tru k k e t ind i den. T ho rvaldsen er jo ei Bygmester,

h a n s Mening som D o n ato r k an dog heller ikke i det h er opstaaed e S trid spunk t have nogen Ind

flydelse, b ø r ikke h av e dette. Man bø r gjøre A lt for a t overbevise T ho rvald sen om, a t det er ikke

L unkenhed m od h am , m en n etop Iv er for h an s S ag , som h a r b ra g t B o rg errep ræ sen tan tern e til

b o n a fide a t gjøre d et slet overlagte Skridt, de hav e gjort. Til m in sto re Sorg m a a jeg jo tilstaae,

a t A kadem iets A rch itek ter have endnu lang t m ere Skyld end den sølle G apitain S ibbern og

Consorter. Men hvorledes de kan m odarbeides p a a and en M aade end ved a t finde sig i det Skete,

m en derimod, n a a r Bindesbøll h a r ud fø rt Tegningerne, holde p a a den gode Sag af al K raft og saa-

vidt m uligt forehygge videre Chikaner, — det veed jeg ikke. E r det muligt, a t hæve S tand sn ingen

ud en M agtsprog, som dog ikke passer n u læ nger h er tillan d s, sa a v a r det jo h erlig t; th i al denne

Skraal, al denne Skrigen, alle disse latterlige R yg ter ere, saav id t jeg k an see, aldeles uden G rund.

B indesbøll fører P enn en slet, og Munden ikke synderligt b ed re, og forsaavidt k an h an h ave nogen

S kyld; iøvrigt h a r h a n opført sig som en redelig og dygtig K unstner.

C apitain S chap er er vist

ogsaa den solideste T echn ik er, som k an erholdes, og det vilde væ re et sto rt T ab , om h an forlod

d ette A rbeide L “

S amm e Dag, som B a ro n e sseS tam p e sendte sit an d e t Brev til Schouw — den 10de A ugust — ,

undersk rev T ho rv ald sen en Skrivelse til E xecu to rerne sa aly d e n d e2:

Jeg h a r i disse Dage i de offentlige Blade læ st en Bekjendtgjørelse fra B o rgerrep ræ sen

ta n te rn e , hvilken h a r g jo rt et hø ist ubehageligt In d try k p a a m ig og som m ere end noget A ndet k an

p aaskynd e m in Afreise fra m it ellers sa a kjæ re Fødehjem .

Jeg skyer S trid og T ræ tte , som ere

uforenelige m ed den S in d sro , jeg som K un stn er behøver og i m it Livs Aften træ n g e r til, og jeg

afholder mig derfor heelt fra al um idd elbar Deeltagelse i denne Sag. Men jeg k an for m ine V enner

ikke tilbageholde den Y ttrin g , a t ligesom det h a r sm ertet mig, a t erfare de uforskyldte Ubehagelig-

Høyen fortalte paa sine gamle Dage, at han havde beundret Bindesbølls Sindsligevægt i hele denne Tid. Den

Aften, da Arbeidet var blevet standset, kom lian ud til Høyen i

med et Par af de smaae brændte

Leertærninger til Mosaikgulvene i Lommen, og hans Sind var fyldt, ikke af Harme og Fortørnelse over den

lidte Krænkelse, men af kunstnerisk Glæde og Iver for at faae det ham betroede Arbeide saa skjønt som muligt.

Mus. A. 165 og Thiele, „Thorvaldsen i Kjøbenliavn“ 1S39— 48, S. 127 ff.