Pest 1625.
245
Mester Hatnmelin1) sin Sjæl og Salighed for dette timelige
Godses Skyld“.
Derpaa klager Præsten over Studenternes
Klædedragt2) og over, hvorledes man blev plaget af Stoddere
og Tryglere, der var fordrevne fra andre Steder. „Husarrae,
som burde Guds Almisse, de faa mindst deraf, men andre
store, føre og stærke Tyve og Skandsække, de faar den.“
I et andet "Brev af 21. Juli fortæller Præsten, hvorledes
han efter Kanslerens Befaling havde paamindet Magistraten
om, at den næste Søndag skulde lade forbyde fra Prædike-
stolene, „at man ikke saa ubarmhjertig, som er sket til des,
skal udstøde sine arme syge Tjenere, men skikke dem i
Pesthuset, naar de ikke véd andre Raad til dem“. Det ses,
at Kansleren har sendt 30 Daler til Pesthuset og 20 til de
Husarme, ligesom der var uddelt 150 Brød fra hans Gaard.
Efter at have takket derfor giver Hr. Menelaus igen en
sørgelig Skildring af den moralske Tilstand.
„Endog det er i saadan en bedrøvelig Tid, ser man
ingen Pestilenses Tegn hos vore Folk, men ny Noder og
hoffærdig Klædedragt gaar i fuld Svang; høje Toppe med
Rynker og Folder bag udi og Jærnbøjle; Hovedklæderne
sættes paa Isng Manér som et Asenhoved; svære Skød paa
Trøjerne, store, vide og rynkede Skørter; afsatte og snorede
Sko med store Spygab og Silkevisker udi. Ak Gud for-
harme sig herover! Fosterne af Moders Liv vidne, med andre
store Lande- og Stad-Plager, at saadan Hofarts Stank mis
hager Gud højligen.
Man havde saa god en Forhaabning,
at saadan Letfærdighed skulde blevet forbudt paa alle vore
Prædikestole og i Skriftestolene, men her hørtes ikke et
Ord derom.“
„Om Søndag, naar man skulde være i sin Kirke og
bede Gud om Naade, Synders Forladelse og denne forfærde
lige Strafs Afvendelse, da ager, rider og render vore Folk
ad Skoven, hvor de drikke, danse og springe til den sorte
*) Djævelen.
2) Se Rørdams Univ. Hist. III 427.