GeorgBrandesEtPortræt

Side i hans brede Sofa, med Bordet trukket tæt

ind og en hel Dynge Digtere foran os. Der rev

vi Hjærtet ud af Shelley, Wordsworth og Swin*

burne, mens jeg læste højt og Brandes hvert

Øjeblik afbrød mig, snart med et Spørgsmaal,

snart for at udtrykke sin Beundring, ofte med

heftige Indvendinger eller ligefrem Mishag. Han

tog intet for givet; de mest hellige og ukrænkes

lige Linjer maatte møde for hans Domstol, med

deres Nimbus i Haanden og plædere for den

Udødelighed, vi allesammen mente de forlængst

havde uomtvistelig Hævd paa. Hans Iver, hans

Friskhed, hans overraskende Synspunkter fyldte

mig med ny Tilegnelses Glæde. Jeg lærte af

ham, lærte med Jærnbanefart, mest gennem hans

lidenskabelige Sympati. Naar han fandt noget,

han rigtig syntes om, blev han stormende glad.

V i var ved »Ode to the West Wind», som han

aldrig før havde set. Jeg læste den langsomt:

Make me thy lyre, even as the forest is!

og Brandes, der fulgte med i Bogen, dirrede af

Velbehag. Men da vi kom til Slutningen:

Drive my dead thoughts over the universe

gentog han uvilkaarligt Ordene som et Ekko,

og ved de sidste to Linjer:

Scatter as from an unextinguished hearth

ashes and sparks, my words among mankind!

brød han ud i vilde og uforstaaelige Lyde, som

fyldt af en i Sandhed usigelig Begejstring, ka*

stede sig tilbage i Sofaen og laa der henstrakt

i en Slags Bedøvelse, i den Grad havde det