GeorgBrandesEtPortræt

overvældet ham, gennem disse fortryllende

skønne Vers, saa uventet at se sit eget Livs

højeste Ærgerrighed triumferende udtrykt.«

E t P a r A a r s e n e r e , d a d e n U n iv e r s it e t s a n s æ t ?

t e ls e , G e o r g B r a n d e s h a v d e d r ø m t o m , v is t e s ig a t

v æ r e e t L u f t k a s t e l , d e r b r ø d s a m m e n m e d d e a n d r e

D r ø m m e o m e n F r e m t i d i D a n m a r k , f ø l e r h a n J o r?

d e n b r æ n d e u n d e r s in e F ø d d e r o g b e s l u t t e r s ig t i l

a t f i n d e P la d s f o r s in e E v n e r i e t f r e m m e d L a n d .

V e m o d i g t t e g n e r s ig d e n 3 4 a a r ig e s T r æ k a f M o d s

lø s h e d , V i l j e s k r a f t o g s ø n lig K æ r l i g h e d g e n n e m

d is s e b lu f æ r d ig e L i n j e r :

»¡Selv følte jeg det tydeligt, som der staar i

Sigurd Slembe

Hid og ikke længer!

Jeg maalte mit Nederlags Omfang med Ro og

var ikke i nogen Tvivl om, at jeg nu var en

slagen Mand. Men paa samme Tid var det mig,

som blev der gydt ny Energi i mine Aarer ved

den Tanke, at jeg ikke skulde ihjelpines i den?

ne Afkrog. Der var en Verden udenfor.

Om Aftenen den 3. Februar, som jeg næste Dag

skulde fylde 34 Aar, sad jeg paa mit lille Væ?

relse fordybet i Udarbejdelsen af mit Essay

om Christian Winther og var naaet til en Sam?

menligning mellem hans og Oehlenschlågers

Naturbetragtning, da jeg saa, at Viseren nær?