154 / 252
155
der kom frem, ogsaa det Forslag, som Departementschef Koefoed
som Forligsmand for første Gang officielt i Henhold til Forligs-
mandsloven fremsatte. Det viste sig, at det eneste, der kunde
bringe en Afslutning paa Konflikten, var det gamle Middel: en
Lockout, og en saadan maatte Arbejdsgiverforeningen gaa til at
iværksætte; den omfattede til Slut — men kun for en enkelt
Dag — 60.000 Arbejdere, og saa bøjede Blikkenslagerne sig.
Tabet af Arbejdsdage var dette Aar meget betydeligt, nemlig
ca. 648,000, hvoraf den ganske overvejende Part faldt paa
Blikkenslagerne.
1912
havde en Sporvejskonflikt og en Jord- og Belonarbejder-
Konflikt foruden nogle mindre Konflikter, som dog gik i Orden
uden større Arbejdsstandsninger. Antallet af tabte Arbejdsdage
var forholdsvis ringe, nemlig knapt 50.000.
1 1913 forelaa der fra Arbejdernes Side Opsigelse af saa godt
som alle de Overenskomster, der overhovedet kunde opsiges, og
allerede den 14. Februar overdrog Generalforsamlingen i Arbejds
giverforeningen sin Myndighed til Hovedbestyrelsen lil Ordning
bl. a. af truende Skibstømrerkonflikter og Konflikt med Malere
paa Skibsværfterne, og herpaa svaredes med et Lockoutvarsel
overfor Arbejderne i Jernindustrien og for Malerforbundets Med
lemmer. Disse Konflikter bragtes ud af Verden ved et Mæglings
forslag fra Forligsmanden, men hermed var Aarets Uro ikke forbi
og som Følge af dets mange Arbejdskonflikter var Antallet af
tabte Arbejdsdage over 381.000.
Paa Grund af den stærke Arbejdsuro, som Aarene i den her
omhandlede Tidsperiode medførte, fremkom Spørgsmaalet om,
dels hvorledes man skulde skaffe Erstatning til de Medlemmer,
der led Tab ved Strejke og Lockout, og dels om hvorledes man
skulde samle Penge til den Tid, da Overenskomsterne udløb, i
1916. Den 4. August 1911 opfordrede en Generalforsamling i
Arbejdsgiverforeningen Hovedbestyrelsen til at anstille nærmere
20
*