160 / 252
FORHOLDENE UNDER VERDENSKRIGEN OG TIDEN
DEREFTER INDTIL 1923
Den 1. August 1914 udstedtes Østrigs Krigserklæring til Serbien,
og derefter fulgte Begivenhederne Slag i Slag. I vort Land, hvis
udsatte Beliggenhed naturligt maatte medføre en vis Risiko for
at blive medinddraget i Krigen, var den øjeblikkelige Virkning:
Et enigt Folk.
I »Arbejdsgiverforeningen gennem 25 Aar« staar der herom
følgende:
»Ogsaa i de smaa Stater, hvor Bevidstheden om en overhængende Fare
maatte trænge alle andre Indtryk i Baggrunden, linder vi, at Folket straks
vendte sig indad imod sig selv for at finde Mod og Styrke til at lage imod
det, der kunde komme. I vort eget Land oplevede vi nogle af de Stunder,
der altid vil være et Folk uforglemmelige, men desværre ogsaa altid være
sjældne Lyspunkter i dets Historie. Alle Kredse forenedes af en Samfølelse,
der ligesom indkapslede det Konfliktstof, Nationen havde ført med sig ind
i Krisen. Som paa det politiske Omraade, saaledes ogsaa i Arbejdsforhol
dene: et Lockoutvarsel for Dansk Arbejdsmandsforbund og for Jern- og
Metalindustriens faglærte Arbejdere blev hævet, ligesom en Strejke hos Kul
rederierne. Industriraadet opfordrede Industrien til at holde Virksomhe
derne i Gang i saa stort Omfang og saa længe som muligt, selv om det skulde
kræve Ofre fra Virksomhedernes Side. Arbejdsgiverforeningen rettede
samme Opfordring til sine Medlemmer, og til Gengæld tilraadede De sam
virkende Fagforbund deres Organisationer at se bort fra Bestemmelserne
om gensidige Opsigelsesfrister for Arbejdere og Arbejdsgivere. Kort sagt,
et indbyrdes Tillidsforhold, en bevidst Solidaritet ytrede sig paa den smuk
keste Maade. Ganske i samme Aand udsendte Industriraadet sin Opfor
dring til de Industridrivende om at lade Hensynet til Kunderne gaa forud
for den Vinding, som kunde opnaas ved Kontraktannulleringer under Hen
visning til Krigsforholdene«.