166 / 252
167
denne Side af Sagen. Derimod havde det fremdeles Interesse at
faa Kundeerklæringerne bragt i den rette Form, og herom ud
sendtes der et Cirkulære til Medlemmerne.
I 1917 voksede Frygten for, at Jernindustrien skulde komme
til at mangle Jern og Staal, og der nedsattes et Arbejdsudvalg til
nærmere at overveje dette Forhold, og til at foretage de nødven
dige Forarbejder engagerede Fabrikantforeningerne Dr. Engel.
Paa et Fællesmøde mellem de to Fabrikantforeninger den 1. Marts
1918 oplyste Ingeniør Poul Larsen, at 74% af Fabrikantforenin
gens Medlemmer i København og 36% af Provins-Fabrikantfor-
eningens Medlemmer havde tilsagt Tanken om Oprettelsen af et
Jern- og Staalværk deres Støtte, og at de nævnte Medlemmer inden
for de to Fabrikantforeninger repræsenterede henholdsvis 89 %
og 50% af det aarlige Forbrug. Meningen havde oprindelig været,
at ogsaa Burmeister & Wain skulde være med i Samarbejdet,
hvorved der kun blev tilbudt Jern- og Metalindustriens Sammen
slutning en Andel paa Vs af den samlede Produktion. Dette fandt
Sammenslutningen for lidt og foreslog derfor, at Burmeister &
Wain, Kabelfabrikkerne plus de øvrige Skibsværfter og Sammen
slutningen hver blev repræsenteret med V
3
. Men dette tilfreds
stillede ikke Burmeister &Wain, som trak sig tilbage.
Tanken var derefter, at Kabelfabrikkerne, de øvrige Skibs
værfter og Sammenslutningen skulde realisere Sagen uden Bur
meister &Wain, og af det til det ovennævnte Projekteringkontor
indkomne Materiale viste det sig, at der anvendtes ca. 150.000
Tons Valsemateriale og Staalstøbegods og 50.000 Tons Raajern,
saaledes at Værket maatte baseres paa en aarlig Produktion af
ca. 200.000 Tons, hvilket iøvrigt var mere, end man oprindelig
havde tænkt sig. Værket vilde antagelig komme til at koste 40 Mill.
Kr., og det første Spørgsmaal, der meldte sig, var da, om det var
nødvendigt overhovedet at oprette et saadant Værk. Industrien
maatte imidlertid under alle Omstændigheder have Baamateria-
lier til rimelige Priser og maatte derfor se at komme ud af det