168 / 252
og endvidere at afskedige de ugifte, før man skred til Afskedigelse
af gifte Arbejdere, og denne Henstilling blev utvivlsomt fulgt
ikke mindst indenfor Fabrikantforeningen, hvor Stemningen i de
Møder, hvor dette Spørgsmaal drøftedes, ganske overvejende gik
i samme Retning.
Indenfor Industriraadet havde man ogsaa haft Spørgsmaalet
oppe og vedtog paa et Møde den 5. August 1914 enstemmigt »at
opfordre de Industridrivende til under de alvorlige og vanskelige
Forhold, som vi gaar i Møde, at tilrettelægge Virksomhedernes
Drift med den Opgave for Øje: at holde det størst mulige Antal
Arbejdere og Funktionærer længst muligt beskæftiget, selv om
dette kun kan gennemføres med Ofre fra Virksomhedernes Side«.
I Forbindelse med Spørgsmaalet om at beholde Arbejderne i
størst mulig Udstrækning kom man ganske naturligt til at tale
om Indskrænkning af Arbejdstiden. Det siger sig selv, at hvis
Arbejdsmængden indskrænkedes, og Virksomhederne dog skulde
holde det samme Arbejderantal, vilde der ikke være nogen anden
Udvej end den at forkorte Arbejdstiden, hvis ikke Virksomhederne
skulde tage et alt for stort Tab paa deri Konto. Det viste sig da
ogsaa meget hurtigt, at Virksomhederne gik til en saadan Ind
skrænkning. En enkelt Virksomhed arbejdede kun hver anden
Dag, andre Virksomheder nedsatte Arbejdstiden til 572, 6, 672
eller 7 Timer, og dette medførte bl. a., at Arbejderne visse Steder
rejste Krav om at faa Overarbejdsbetaling, for saa vidt de kom
til at arbejde udover den indskrænkede Arbejdstid, men indenfor
den normale. Dette Krav blev dog afslaaet overalt, og Arbejderne
faldt ogsaa i saa Henseende til Føje.
I Tilfælde af Indkaldelse af Arbejderne var der i al Alminde
lighed Enighed om ikke at yde nogen Betaling, saa længe Ind
kaldelsen varede.
Overfor Funktionærerne var det ganske naturligt, at Arbejds
giverne stillede sig mere liberalt. Man drøftede bl. a. Spørgsmaalet
om, hvorvidt samtlige Funktionærer skulde opsiges med 3 Maa-
169
22