164 / 252
165
lagdes en stærk Klausul paa Udbetalinger. Hvad der ligeledes
vakte Bekymring, var Spørgsmaalet om Forsyning med Kul og
Cinders. Straks da Krigen udbrød, annullerede Kulgrossererne
alle Leveringskontrakter — hvad der iøvrigt vakte en stærk Harme
i Industrikredse og ansaas for et betydeligt Overgreb. Der frem
kom da ogsaa Forslag om, at Fabrikantforeningens Medlemmer
som Modvægt herimod skulde tænke paa selv at købe Kul i Fæl
lesskab, naar normale Tilstande igen var indtraadt. Hvad der
ogsaa vakte et vist Røre var, at Kulgrossererne lod fremmede
Skibe indtage Kul i Havnen, medens man nægtede Kul til Indu
strien eller i alt Fald forlangte 2- å 3-dobbelte Priser. Hele dette
Spørgsmaal var dog af mere forbigaaende Natur, idet det viste
sig, at der ret hurtigt atter blev aabnet for Tilførslen.
Men hvad der var af mindst lige saa stor Betydning som For
syningen med Brændsel, var Spørgsmaalet om Forsyning med
Raamaterialier. Der var Varer, som overhovedet ikke kunde faas,
og man var under alle Omstændigheder klar paa, at Forsynin
gen med Raamaterialier i tilstrækkelig Udstrækning vilde blive
meget vanskelig, jo længere Krigen varede. Gennem A/s Jærn-
kontoret fik man Tilbud om amerikansk Jern, men Tilførslen heraf
blev, efter at Amerika var kommet med i Krigen, ret forsvindende.
Under disse vanskelige Forhold fik Industrien en væsentlig
Støtte gennem det i 1910 paa Ingeniør Alex. Foss’ Initiativ opret
tede »Industriraadet« og — som foran nævnt — gennem den over
ordentlige Kommission.
Iøvrigt medførte Forholdene, at man ikke stod paa den aller
bedste Fod med Jerngrossererne. Mellem Vogn- og Beslagsmede-
mesterforeningen og Klejnsmedemesterforeningen paa den ene
Side og Jerngrossererne paa den anden Side opstod der en Strid,
som ogsaa kom til at berøre Fabrikantforeningen. Et af Grosserer
firmaerne havde købt Maskiner og paatog sig alt muligt Smede
arbejde; Firmaet benyttede Smede som Straamænd og var derved
altid i Stand til at underbyde de Tilbud, som de organiserede