BlaagaardsKvarteret

BYG G E SKA ND A LEN

Som tidligere nævnt, begyndte der at komme Fart i Bygge

riet i Slutningen af Tresserne.

Det hade sin naturlige Aarsag i den store Bolignød, der ef-

terhaanden var opstaaet i den gamle By indenfor Voldene. Her

var Boligforholdene saa elendige, at Folk sov i Hundehuse og

indrettede Boliger ovenpaa Retirader. Grunden til denne Over

befolkning maatte for en stor Del søges i, at København helt

til 1857 hade været en lukket By. Demarkationslinien*) var nok

i 1852 trukket tilbage til Søerne. Men saalænge Byens Porte

kun var aabne for fri Passage om Dagen, fik det ingen praktisk

Betydning. Først da disse to Hindringer var blevet fjernede, blev

Byggefriheden paa »Broerne« udnyttet og det med en Brutali

tet og en Kynisme, der er en beklagelig Skamplet paa Hoved

stadens Byggehistorie.

Folk fra den indeklemte Bys Baggaarde udvandrede til Bro

erne i Hobetal. Nørre og Østerbro hade i Aarene 1855—60 en

Befolkningstilvækst paa omtrent 7,000. Det gav Penge til Grund-

og Byggespekulanter. Fra det Øjeblik en Ejendom var projek

teret, betød det simpelthen formindsket Profit for Bygherren, at

Huset ikke stod færdigt samtidig med at det første Spadestik til

Grunden blev taget. Folk holdt praktisk talt paa Gaden med

deres Flyttelæs og ventede paa at flytte ind. Der blev ikke taget

hverken æstetiske eller hygiejniske Hensyn. Sten blev klasket

paa Sten i den tilladte Højde, og Folk flyttede ind før Døre og

*) Demarkationslinien gik i en Linie udenom København langs Falkoneralle og Jagtvejen. Inden

for denne Linie maatte der kun bygges af Bindingsværk og i en Etage. En Bestemmelse, der

dog eftefbäanden var blevet dispenseret fra.

Kapitel 8.