180 / 448
Trange Tider.
1831— 41.
Og det er Det, som Faa kun veed,
at tidt en Stram af Bitterhed
sig lønligt gjennem Stammen bugter,
der bærer os de søde Frugter.
C
hr
. W
inther
.
(Sml. Digtn. X, S 54).
En Sanger er som Fugl paa Kvist,
der vipper uden Ro og Rist
og altid savner Noget;
bag Ord han dølger ej sit Savn,
han nævner ej sin Fryd ved Navn;
men Tonerne er Sproget.
De flyve let i Verden hen;
men Verden aldrig aner den
usigelige Jammer,
C
hr
. W
inther
:
der tidt er Moder til hans Sang
og husvant har sin stille Gang
ind i hans Hjærtekammer.
De bedste Toner fra mit Bryst
var aldrig Blomst af Liv og Lyst,
men spired frem af Smerte;
dem Sukket gav den lette Dans,
de havde deres P'arveglans
fra Blodet i mit Hjærte.
„Genrebilleder“ (Sml. Digtn. X, 205-