178 / 448
—
171
—
Da dukkede frem af den salte Flod
en truende Arm herhjemme;
to flammende Øjne for mig stod;
jeg hørte den barske Stemme:
„Hold op, Forvovne, og føl i Dit Hjem:
Er hine Toner end smukke,
staaer Du dog i hellig Gjæld til
dem,
der engang klang ved Din Vugge“.
Da slap jeg den Krans, hvis tomme Pragt
hovmodig jeg higede efter; —
En Ven gav Digtet den danske Dragt
og prøved derpaa sine Kræfter.
Som W in th er ikke havde været
Alvilde
fuldtro,
saaledes heller ikke D anm ark ; men som han efter sin
H jemkom st vistnok holdt mere end nogensinde af hende,
saaledes blev h an og sa a nu igjen udelukkende dansk
Digter og elskede — om mueligt — D anm ark endnu
højere end før.
Nu skulde han til at bane sig Vej herhjemme, og
dermed kneb det. Frøken
Ross
skriver1): „Visselig
havde det været hans Maal, inden han rejste, at blive
Præst, ligesom det var det engang langt senere frem.
Men det blev udsat ved den Arv, som tilfaldt ham.
Nu rejste han og morede — morede sig, samlede vel
ogsaa Ax op paa
sin
Viis, men levede for højt fot en
Mand, der ikke var hovedrig; saa gik Formuen med —
om ikke just Alt, saa dog saa temmelig nærved — de
6000 Rbd. stod fast, dem fik han først til sin Raadig-
hed flere Aar efter.“
Overgangen fra det brogede Rejseliv til den mere
hverdagsagtige Tilværelse udjævnedes ved, at Chr.
0 I et Brev til mig.