173 / 448
—
166
—
„Farvel, Toscanas Blomsterfad;
„Ligurias Fyrstinde!
„Farvel, Orangens gule Blad!
„Farvel for denne Sinde!“
„Jeg som en Draabe hurtigt gled
„ad Bjærgets stejle Pande,
„og derpaa rask det gik afsted
„i skjønne Schweizerlande“.
l)a han kommer til Straszburg og bestiger Domkirkens
Taarn, siger han:
„Min Hals jeg gjorde rigtig lang
„og letted mig paa Taaen
„og kikked efter Danevang;
„men troer Du vel, jeg saa :e n !
„I Horizontens mørke Graa
„Kong Volmers Taarnespidse
„jeg syntes rigtignok jeg saae,
„men veed det ej tilvisse“.
Lige saa lidt som han glemte Danmark, slap
Almide
Milffelmann
ham af Tanke, skjondt man vel ikke tør
paastaa, at han var hende fuldtro. Digtet „De høje
Steder“ er jo sendt til
Anna Mathea Aagaard
paa
Iselingen, dengang omtrent 10 Aar gammel; ligesom i
Sangerhilsenen fra Kiel vare ogsaa her Forbogstaverne
A M Det, der nærmest bevirkede, at
hun
fik hans
Sang;
Almide
stod bagved. Derfor synger han:
Dit Minde var den gyldne Traad
mig hele Vejen fulgte,
for den jeg ingen Sorg og Graad
og ingen Latter dulgte.
Paa denne Snor, hvor jeg drog frem,
lig Perler lod sig fæste
hvert Billede, jeg bringer hjem,
men — Snoren er det Bedste.