170 / 448
—
163
—
er paa det Rene med Hvorlidt eller Hvormeget jeg for-
maaer. Heraf de idelige Protestationer, heraf denne
ængstelige Frasigen af den — selv den venskabeligste —
Roes, deraf disse Prækavtioner1), naar jeg enten ytrer
min Dom eller paa nogen anden Maade giver min
Mening tilkjende . . . . Jeg føler vel, at vor Fremgangs-
maade i denne Henseende just ikke er
klog;
andre
Mennesker, der i Sammenligning med os ere Kjødhoveder,
forstaa langt bedre at
tie
og
tale
i rette Tid, at sætte
deres Praas paa en høj Stage, saa at den ser ud som
en Fakkel. Men — det maa ikke fortryde os; det er
jo saa almindeligt, at Middelmaadigheden gaaer foran!
—
Courage, mon amt!
Ingen Melankoli — frisk munter
til Arbejd, alt Solen opstaaer2) ! “ Denne Udtalelse giver
Indblik i Chr. Winthers Person og Maade at være paa
i den her omhandlede Periode.
Efter to Maaneders Ophold i Neapel drog han til
bage til Rom, hvor han atter en Tid levede sammen
med sine Venner
der.
Han ønskede at faa
B&dtcher
til Rejsefælle hjemad; allerede fra Neapel havde han
skrevet til ham : „Det var uhyre dejligt, hvis Du et
Sted i Tyskland kunde møde mig, saa at vi dog kunde
have den Glæde fra Dampskibets Dæk at se Voi
Frelsers T aarn — hvad synes Du?“ Men deraf blev
der ikke Noget. Inden lang Tid rejser Winthei alene
til Florens, hvor han to Maaneder igjennem fandt „et
meget behageligt Logi“ hos en elskværdig Mand,
Aristo-
demo Martini
, hvis Hustru og Døtre, den smukke
Adelaida
og den lille
Elisa
, som han gjorde Kui til,
h Varsomheder.
Citat af „Sovedrikken1“. Se Breve ira og
til C. W., S. 2 9 -3 0 .
11
*