167 / 448
—
160
—
bragte mange Bryderier med sig tor den store Mester
og dennes Venner. Han var i Færd med at udføre
Byrons
Statue, da mange Vanskeligheder ved Opstil
lingen af
Pius den Syvendes
Monument i Peterskirken
afbrød dette Arbejde. Vrøvlagtigheder havde han end
videre i sine Embedsforhold ved Akademiet St. Luca,
saa at han endogsaa tænkte paa at nedlænge Professo
ratet, og saa kom dertil, at Julirevolutionens Bevægelser
i Paris snart trængte ind over Rom og gjorde hans
materielle Forhold usikre, saa at endog de unge danske
Kunstnere — og blandt disse vel ogsaa Chr. Winther
- tilbød ham, at de vilde stille sig som Beskjærmere
af hans Arbejder og hans Skatte; i hans Bolig vilde de
være en nordisk Livvagt imod alle de omdrivende Svær
mes fanatiske Hensigter. Han afslog dog deres Tilbud,
og Faren drev snart over1).
Ogsaa Chr. Winther led selvfølgeligt under disse
uhyggelige Forhold. Efter 6 Maaneders Ophold i Rom
var han imidlertid sammen med sin Ven Maleren
Petzholdt
rejst til Neapel. Om denne Tur skriver han
til
Bødtcher:
„Jeg har gjort dejlige Rejser; . . . . jeg
har seet Egne, Landskafter, som Du vilde slikke 10 å
12 Fingre efter, spist og drukket i Monasterier2), kam
mineret3) over Bjærge, ned i Dale, ind i fæle Huler,
flammende Kratere, drukket Snevand, plukket Blomster
og kjøbt Mønter
der
, hvor
Tibér
havde opbygget sit
prægtige Duehus4) , o. s. v.
Det er dog igrunden
væmmeligt at rejse i saakaldte klassiske Egne; det
Hele forekommer mig som en Rolle i en Komedie, der
0 Se herom:
Thieles
„ Thorvaldsens
Levned“.
2) Klostre.
3) Skride baglængs, altsaa for at nyde Udsigten. 4) Kapri.