164 / 448
—
157
—
Mange Penge ofrede han — som nylig antydet —
paa udskaarne Stene, gamle Ringe, og Haand tegninger;
ved Anskaffelsen af disse Sager var
Ludvig Bødtcher
ham en god Hjælper; de gik sammen om Formiddagen
ned paa
Campo di Fiore
, hvor de handlede med Bønder
og Kræmmere, eller de hjemsøgte i Fællesskab Marskan
disere og slige Folk. F ra Neapel skriver Winther til
Bødtcher
i Rom: „Har Du fundet en eller anden smuk
Sten, som Du vil sælge, saa lad mig Præferencen . . .
Hils mine Ringe fra mig, hils mine Ringe!“ Alle Slags
Finesser, som kostede Penge, tillod han sig. Ofte tog
han varme Bade — det fordrede den Trang til Proper
hed, der var ham en Arv efter Moderen — og saa
hældte han kostbare duftende Vande i Badet. Intet
somhelst sparede han paa — han var jo foreløbig en
rig Mand. Den 13de Maj 1831 skrev han hjem til sin
Prokurator: „Jeg maa nu, for at fortsætte min Rejse
gjennem Frankrig, Schweiz, Tyskland tilbage til mit
Hjem, lade mig give et nyt Kreditiv — endogsaa før
det første er ganske tilbagebetalt; man bruger endel
flere Penge, naar man ideligen er paa Farten, end naar
man sidder roligt hjemme i sin Stue. Jeg maa derfor
tjenstligst bede Dem i Aarets Løb . . . at sende de
Kontanter, De mueligen har faaet ind, og som De kan
undvære, uden at indskrænke Dem til Terminen . . . 1).
Var han træt af Bylivet, søgte han ud i Bjærgene
eller i Kampagnen, hvor han fortrylledes af Menneskene
og af Naturen. Han synger:
„Om Albanerbjsergets grønne
Sider møder os da nok
i) Dette Brev findes i Nykjøbing Bys Arkiv.