ChristianWinther

—

155

—

essen. Metoden fra München med det aabne Bord

for Kunstnere fortsattes, og, da denne Race jo ellers

ikke dengang sad ved et udsøgt Taffel hos en Sangens

Fyrste, blev hans Gjæstfrihed rigelig benyttet. Ogsaa

paa andre Maader undsaae han sig ikke ved Udgifter.

Hos

Küchler

bestilte han et malet Portræt af en meget

dejlig Albaneserinde, hvem han var bleven aldeles be-

daaret af, da han første Gang saae hende som Model

i denne Kunstners Atelier.

Küchler

udførte Billedet

udmærket smukt og malede paa dets Kind en Taare,

som han meente vilde være tørret bort, inden Winther

naaede Kongens N y to rv1). Jeg troer — og vistnok

med Rette — at det er hende, Winther har tænkt paa,

naar han i „Hjortens Flugt“ lader Junkeren paa Holme-

gaard skildre sin Faders Elskede i Vælskland og deres

Forhold saaledes:

Hun bar en fyldig Fletning

med en Sølvnaal udi;

med sine sorte Øjne

hun skued kjæk og fri;

paa nette Fødder svæved

hendes zirlige Krop —

kort sagt: hun var behagelig

fra Taa og til Top.

Han satte dyre Ringe

paa hendes Fingre smaa;

Guldspanger og Koraller

han ikke spared’ paa.

Og mangen Kvinde lider

ret godt en saadan Mand,

om hvem hun trygt kan sige:

„Imorgen rejser han“.

Küchlers

egen Meddelelse til mig.