172 / 448
—
165
—
Rejse har han jo selv yndefuldt skildret i Digtet „De
høje Steder“ 1), skrevet i Straszburg d. 2den Sept. 1831.
Hans Længsel efter Danmark gaaer gjennem hele Digtet.
Da han en dejlig Sommerdag red over
Monte Cavo
i
Albanerbjærgene, saae han fra Klostertaarnets Spidse
„Alverdens Herlighed“ ;
men intet lille Glimt jeg fandt
af Vinterbølles Banker2),
og det min Glædes Vinger bandt;
thi did stod mine Tanker.
Han steg op til Klosteret
Valombrosa
3) paa Apenni-
nerne, hvor der stod „et ensomt Bøgetræ med sommer
friske Blade“ ; „da blev han ført til Sjællands Kyst;
men det var kun i Drømme“ ;
„da havde jeg saa sød en Drøm,
„vemodig uden Lige;
„jeg Taaren følte ængstlig, øm,
„sig ned ad Kinden snige“.
Gjennem Mailand travede han i August med trøstigt
Sind over Spliigen. Han synger:
Der
kom mig som en Luftning ret
fra Nordens fjærne Dale;
fast standsede mit Aandedræt,
jeg kunde næppe tale.
Paa Grændsen jeg mig vendte om
og Haand paa Hjærtet lagde;
den Kuling, som fra Norden kom,
til Syd min Hilsen bragte:
„Farvel, Vulcani Helligdom
„med rankesmykte Skulder!
„Farvel, Du store, stille Rom!
„Farvel Neapels Bulder!
b Smsteds S. 102. 2) Ved Iselingen. 3) I „Breve fra og til
H. Hertz
“ staaer der fejlagtigt „Vallone-brosa“.