177 / 448
—
170
—
viste sig for ham og forbød ham at „bære Træ til
Skoven“.
Da Chr. Winthers Brudstykke senere blev over
givet til det danske Publikum, skete det med følgende
„Undskyldning“, som her gjengives i
H. P. PFolsfs
Oversættelsex) :
Jeg sad ved Rhinen og lytted med Lyst
til Toner i Morgenrøden;
da skar jeg en Fløjte paa fremmed Kyst;
den klang i Morgenens Gløden.
Den tyske Fløjte, den blev mig kjær —
til Vælskland med jeg den bragte;
vel hundrede Sange tillive
der
den brogede Billedhær vakte 2).
De flagrede let i den blomstrende Lund
imellem Cypressernes Stammer;
om Minde og Glemsel toned de kun,
om Vinens og Kjærligheds Flammer.
Spidsørede Favner tittede frem
af Busken med nyfigne Miner;
Nymfernes Kor sig flokked om dem
med Druer og Tamburiner.
Da stemte jeg i paa fremmed Viis
— mig Bifaldsrusen oplued —
en Sang til den tapre Judiths Pris.
1 Fremtiden stolt jeg skued.
Jeg vendte hjem til mit Fædreland,
af Trolddommen endnu bedøvet;
men, da jeg gjensaae den grønne Strand,
da stod jeg Fløjten berøvet.
r)
Hverken „Judith“ eller „Undskyldningen“ findes i Chr. Win
thers samlede Skrifter. 2) At han her ikke direkte sigtede til sin
egen Muses Børn, vil kunne sees af det Foregaaende.