ChristianWinther

—

406

—

Usandhed. Frøken

Boss

skriver i et Brev til mig:

„Jeg erindrer, at Chr. Winther, der vistnok dengang

havde brugt op den hele Arv og ofte var i stor For

legenhed, nu paa eengang vilde søge Præstekald. Et

saadant for ham passende Embede blev ledigt — nem

lig Holeby og Bursø — tre kvart Mil fra Maribo.

Gamle Biskop

Meller

stod bi med Haab om, at Chr.

Winter som Præst først ret vilde faa Rede paa Livet

og sig selv og under hans Tilsyn udføre sine Kalds

pligter vel — efterhaanden med fuld og inderlig Inter

esse. Det stod ogsaa for mig saaledes; jeg haabede,

at nu var Tiden kommen, da vi i Chr. Winther skulde

faa den Mand at se, som hans herlige Moder bebudede.

Han var af gamle

Stemann

stillet øverst paa Listen af

de Søgende. Folk ude fra Holeby kom til mig hos

Biskoppen i Maribo og bad mig paa den nye Præsts

Vegne om at fæste til ham som Tjenestefolk i Præste-

gaarden deres Sønner og Døtre; det kunde jeg trygt,

meente de, de vare sikre paa at faa Biskoppens Stifsøn

til Præst. Det var saa fornøjelig en Tid for os Alle i

Familien; vi undte jo Chr. Winther det Bedste. Saa

kom Prinsens (senere

Frederik den Syvendes)

For

lovelse med den tyske Prinsesse (

Mariane

), Politik, o.s.v.

— Saa udsaae man Digteren — den smukke, lette

Sangfugl — til Prinsessens Lærer. Han blev kaldt op

til

Christian den Ottende,

som bød ham enten Præste

kald eller -— den omtalte galante Post. Verdensbarnet

valgte det komfortable Liv for

det

til Kamp og Strid

mod sig selv og Tilbøjeligheder foreliggende Præstekald.“

I den tidligere omtalte

stemannske

Udsigt over

Chr. Winthers Liv, der — som før sagt — vistnok