ChristianWinther

— 405 —

bede1). Lidt efter lidt er det saa, at Tanken modnes

i ham om alligevel at blive Præst. Allerede i 1821-

mærker man hans Interesse for Prædikener, idet han

beder

Visby

om at sende ham en af

Clausen.

Han

prædiker, som bekjendt, for Dimis og flere andte Gange,

men bliver saa ved Udenlandsrejsen afbrudt i Sligt. 1

1832 søgte han — som for sagt — om at blive Ka

pellan i Asminderød og Fredensborg; men den o Aat

yngre Kandidat, Adjunkt i Nyborg

H. P. Bisted

, blev

ham foretrukken. I 1833, da

Schleiermacher

besøgte

Kjøbenhavn, havde Winther formelig Feber for at

komme til at høre ham prædike; han tænkte ikke paa

og talede ikke om Andet, og da fandt han, det var

det Lykkeligste af Alt at være Prædikant ). Senere

søgte han om at blive Præst ved Kirken for de danske

Søfolk i Huil; men til hans store Sorg lykkedes det

ham ingensteds at blive tagen i Betragtning; man sva

rede ham yderst artigt, at han ikke ved at have Em

bede skulde forstyrres i at digte3). Han opgav imid

lertid ikke sin Plan, om end den Langsomhed, hvormed

han forfulgte den, synes at vidne om en Mangel paa

Drift til at naa Maalet. At det pekuniære Hensyn

gjorde sig gjældende, er vistnok uomtvisteligt, og da

navnlig paa det Tidspunkt, hvorom jeg nu skal tale.

Den 2.1de Jan. 1841 skriver

Aarestrup

til

Chr. Pe

tersen:

„Hvordan har Chr. Winther det? Jeg fis ikke

Svar paa mit

Spørgsmaal

om Præstekaldet, hei gaaer

Rygtet, at han søger for Alvor.“ Dette Rygte talte ikke

i) Meddelelse fra hans Stifsøn

Werliin

2) Meddele^ e aJ

AlvildeMuffelmann.

Liebenbergs

Forord td „Breve

C. W .“, VII.