saa fremmed for Poesien som det Andet. De hverdags
lige Beskæftigelser og Forretninger holde den poetiske
Ævne, hvor den virkelig er tilstede, i Spænding, medens
den udelukkende Overgivelse til den slapper den, saa
at dens Frembringelser blive uden Næring og kun
levere Konditorføde.“
Goethe
siger: „Forretningernes
Tryk er ret gavnlig for Sjælen; naar den saa er fri
for dem, spiller den friere og nyder Livet.“ Ogsaa
Rousseau
udtaler sig i sine
Confessions
i samme Ret
ning, naar han siger: „Jeg følte, at
det:
at skrive for
at leve, snart vilde kvæle mit Geni og myrde mit Ta
lent, der mindre laa i min Pen end i mit Hjærte . . . .
Gn Pen, der er tilfals, kan intet Stort frembringe . . . .
Nej, jeg har altid indseet, at
det:
at være Forfatter,
ikke kunde være stort og hæderværdigt, uden forsaavidt
det ikke var noget fødende Haandværk.“
Bulwer
ud
taler: „Jeg har stedse anseet det som godt for Den,
hvis Hovedsyssel ntiaa gjennemføres ved ensom Tænken,
at han, ikke alene for at udvide sine Kundskaber,
men ogsaa for at udvexle sunde Følelser, tvinger sig
til at have en eller anden virksom Beskæftigelse til
fælles med almindelige Dødelige, selv om det kun er i
Dyrkningen af en Gaard . . . .“. Endelig kan nævnes
en Udtalelse af
Walter Scott
, at Geni paa ingen
Maade behøver at være forbundet med Ringeagt for
Livets daglige Pligter. Han meente, at det netop fol
de højere Ævners Udvikling var godt dagligt at have
at gjøre med de tørre Forretninger; han vilde, at Lite-
iatm en skulde være hans Støttestav og ikke hans
Krykke, og han ønskede, at de Indtægter, han erhver-
\ede sig ved literære Arbejder, ikke skulde bruges til
—
402
—