402 / 448
—
397
—
er vel, saa vidt jeg troer, stor 1600 Rbdl., hvoraf til
kommer mig 1280 Rbdl.) til førstkommende Juni Ter
min. Dog, skulde han — hvilket jeg ikke kan tro —
finde Vanskeligheder ved at erholde en Sum til at rem
placere, saa er det nok bedst, at De sender mig
Bar-
lows
Obligation; jeg skal da ved min juridiske Kon
sulent bringe saa Meget ud deraf som mueligt, dog
saaledes, at, hvis der
tabes
Noget, bærer jeg ene Tabet,
men Jomfru
Borch
erholder sin Part ubeskaaren. Jeg
haaber, De kjender mig og veed, at jeg er Intet mindre
end nærig. Hav nu den Godhed ikke — af Medliden
hed med
Barlow
— at opsætte denne Kommissions
Udførelse; det kan heller ikke hjælpe ham stort; thi
jeg viger ikke fra denne Beslutning, hvori jeg ene seer
et lille Glimt til Frelse . . . .“
„24nde Jan. 1837. KjæreVen! Af Deres Tavshed
skulde jeg næsten turde slutte mig til, at De
enten
antager mit sidste Brev af lOende dennes for
Speg
eller for
Usandhed.
Det er hverken det Ene eller det
det Andet [af disse], men den rene
alvorlige Sandhed.
Jeg er i den skrækkeligste Forfatning, et Menneske kan
befinde sig i,
den
nemlig, hvor de udvortes Tryk al
deles hindre den indvortes Virksomhed; jeg kan af
Bekymring og Sorg ikke foretage mig Noget. Jeg vil
derfor, at De opsiger
Barlow
denne omtalte Kapital,
og, hvis han ikke strax kan tilvejebringe Penge, saa
vil jeg have Obligationen herind, tor at gjøre den i
Penge. Som største Parthaver har jeg vel Lov til at
bestemme dette, især naar jeg tilsikrer min Medarving
sin fulde Part.
„Lad mig nu se, at De ikke af utidig Medlidenhed