398 / 448
—
393
-
Han sagde mig, at dette vilde være vanskeligt og med
føre et altfor stort Tab for mig.
Men han meente,
at,
da det nu af Sagens Bestand var aabenbart, at jeg
ikke vilde komme til at tilsvare —
i v æ r s t e T i l
f æ l d e '
— Mere end et Par Tusend Rigsdaler, saa
vilde det ved fornuftige Foranstaltninger vel være mue
ligt af Amtskassen
at faa udfriet det Ha l v e a f den
der deponerede Sum.
Jeg beder Dem, kjæreste Hr.
Dahlstrøm, eller rettere:
jeg paalægger Dem, snarest
mueligt
at foranstalte dette effektueret, hvis det er
mueligt, og da at sende mig det mig Tilkommende
deraf. Jeg er i den skrækkeligste Forfatning, og, hvis
man ikke paa denne simple Maade kan komme mig
til Hjælp med min egen Ejendom, veed jeg ved Gud
ikke, hvorledes jeg skal komme ud af det Virvar, hvori
jeg befinder mig, uden Skam og Elendighed. — Lev
vel! Svar mig, saasnart De har Tid, og gjør Deres
Bedste for Deres Ven Christian Winther.
Tro ikke, at min Beskrivelse af min Forfatning er
overdreven; jeg forsikrer Dem, jeg er saa nedtrykt,
som jeg aldrig har følt mig. Hjælp mig, og
snart
! . . .
Føl Medlidenhed med mig. Lev vel!“
„Kjbhn. d. 31te Juli 1835. Kjære Hr. Dahlstrøm!
Saasnart jeg havde skrevet mit sidste Brev til Dem,
bragte jeg det paa Posthuset. Manden, som
der
mod
tog det, spurgte mig ganske forundret, om De da ikke
var i Byen. Jeg svarede, at jeg vidste det ikke, men
ilede strax ned til „Tre Hjorte“, hvor jeg veed, min
Ven plejer at residere. Da jeg
der
hørte mig for om
Deres Ankomst, berettede man mig,
at De nok i næste
Maaned agtede Dem her til Byen.
Er dette nu sandt,