ChristianWinther

—

396

„Min kjære Ven! Renterne og

Barlows

Afdrag, saavel

for Juni som for Dec. Termin, har jeg rigtig modtaget

og takker Dem ret hjærteligt for Deres Ulejlighed.

„Naar De i Deres sidste ærede Skrivelse forudsætter,

at jeg befinder mig vel, saa tager De, desværre, meget

fejl. Jeg har endnu i mit hele Liv ikke tilbragt et saa

sørgeligt Aar som dette sidste. Det Arbejde, jeg har

kunnet paatage mig, har været saa ringe, min Gjæld

voxer, og ingen Udvej seer jeg til at komme med An

stændighed herfra, selv om jeg havde Haab om et

Embede. Det kan ikke vare længe, inden Stævninger

og andre Ubehageligheder, hvormed jeg dagligen

trues

maa blive til Virkelighed. Jeg maa altsaa, skjøndt

nødig, gjøre et Skridt, der maaske vil kunne hjælpe

mig saa meget, at jeg uden Skam og Tort kan forlade

Byen;

aldeles

at komme ud af min Elendighed kan

jeg ikke haabe — idetmindste ikke levende.

„Uagtet jeg meget vel veed, at mit mundtlige Løfte

til Kjøbmand

C. Barlow: fremdeles at nejes med en

aarlig Afbetaling

, ikke har juridisk bindende Kraft,

saa gaaer jeg dog nødigen til at tage det tilbage; men

jeg mener, naar jeg selv befinder mig i Uselhed og jeg

ved denne endnu resterende Sum kan frelses fra total

Undergang, saa er herved ogsaa Løftets

moralsk

bin

dende Kraft svækket, og selv

Barloiv

, der er en saa

retsindig og brav Mand, vil ikke fortænke mig i det

Skridt, jeg vil gjøre.

„Da jeg formoder, at den Sum, som

Barlow

skylder

Winthers Arvinger, er opsigelig med

Aars Varsel,

saa er det endnu ikke for silde, og jeg beder Dem

derfor i mit Navn at opsige ham denne Kapital (den