399 / 448
—
394
—
saa beder jeg Dem
a f et angstfuldt Hjerte
endeligen
ikke at
opsætte Iværksættelsen af det Omskrevne, til
De kommer herind. Naar De vidste eller forstod min
Kval og Kvide, saa vilde De vist
strax
tage fat paa
denne Sag, som jo
maa
kunne prakticeres. Men, ak,
jeg kjender jo min Ven
Dahlstrem ;
skjøndt han har
al muelig Godhed for mig og tidt og mange Gange har
beviist det, saa er han dog saa
sindig,
saa rolig. Ja,
jeg seer Dem i dette øjeblik sidde med Piben i Munden,
smilende over min Lidenskabelighed og rystende paa
Hovedet over min Galskab og Utaalmodighed. Men,
vær forsikret, kjære Hr. Ven, jeg klager ikke over heelt
Skind og trænger til Hjælp, som kun kraftigen kan
ydes mig paa hin omtalte Maade, der desuden jo er
ganske
lovlig
og
ret.
Lev vel, og befind Dem bedre
end Deres Ven Christian Winther.“
„Nørfebro 8, d. 31te Oktbr. 1835. Kjære Hr. Dahl-
strøm! Da jeg mærkede af Deres Tavshed, at det vel
vilde have lange Udsigter, inden jeg fik bevirket nogle
af mine Penge frigjorte, og jeg saae mig i den største
Forlegenhed, saa gik jeg til Konferensraad
C o llin
og
bad ham forhjælpe mig til et Laan af 600 Rbd. af
Finanskassen eller af Fondet
ad usus publicos.
Han
sagde mig, at det vel vilde have sine Vanskeligheder,
men lovede mig ikke desto mindre at gjøre
A lt fo r
mig, hvad der stod i hans Magt; og
et Løfte af hans
Mund af denne Natur skal, siger man mig, være sik
kert nok.
Collin
spurgte mig dernæst, hvad Sikkerhed
— Hypotek eller Deslige — jeg kunde stille for Pen
gene. Jeg nævnede ham da den Sum, jeg har inde-
staaende i Nykjøbings Amtskasse, og
udviklede ham