393 / 448
—
388
—
Saa iler han ind gjennem Byen, hvor han seer en
Fader skynde sig til sit rolige Fljem og hører paa
Torvet ved Fontænen sladrende Svende og Piger.
Ind i de lyse Stuer
ret vemodig han seer,
hvor ved sin Arnes Luer
Husalfen sidder og leer.
Gjennem de klare Ruder
seer han en munter Flok;
jublende Sang bebuder:
„Vi har af Glæde Nok!“
Men fra den venlige Scene
maa han sig vende brat;
vandre maa han alene
ud i den mørke Nat.
Tungt sin Fod han flytter
hen over Heden gold;
Ensomhed fastere knytter
sig om hans Hjærte kold.
Over hans Hoved jager
Skyen i rastløs II;
Stjærnen spottende drager
sentimentale Smil.
Langt — i det Fjærne vegne —
taagede Bjærge staa;
og — naar de er bestegne
imorgen — ak — hvad saa?
Det bedste og paalideligste Vidnesbyrd om Win
thers sørgelige Pengeforhold i det Tidsrum, der her er
la le om, vil man faa gjennem følgende Uddrag af
Breve1), han har skrevet til Prokurator
O. Dahlstrem,
1 Findes i Raadhusarkivet i Nykjøbing paa Falster og ere ved
Hr. Kantor
ViggoHolms
Hjælp komne mig i Hænde.