392 / 448
—
387
—
Og alle Havens Roser røde
dem havde han jo selv lagt øde.
Og Svalen kvad: „Hvi drog Du, Kjære,
herfra? Her var saa godt at være!“ —
Med blegen Kind, med graanet Haar
han naaede til sin Faders Gaard.
Udbrændt var Ojets Morgenlue,
da han kom til sin Moders Stue.
Her Alt var tomt — thi han og hun
forlængst laa dybt i Dødens Blund.
Kun til en Drøm hans Liv var skabt; —
nu var han vaagen — og fortabt.
Der
stod han fattig og forladt
paa Grænsen mellem Dag og Nat.
Det er min Overbeviisning, at Winther ogsaa i
Digtet „En Vandrer“ 1) har tænkt paa sig selv i denne
Periode. Han begynder saaledes: „Vejen han træder
alene“ ; han gaaer gjennem et Landskab, men hører
knap Nattergalens Sang; Alt er i Aftenhvile, Kvæget
paa Marken og Storken paa Kirkens Tag; Bonden
laaser sin Hytte, fra Kroen klinger Strængen, og Bonde
knøsen svinger
der
sin Pige i lystig Dans;
men
han
vandrer alene,
træt paa den dunkle Vej,
selv med de strænge Grene
Egen hilser ham ej.
Han nærmer sig Borgen, hvor der er testligt og
lyst, og hvor to Elskende sværme paa Altanen, medens
to andre Forelskede, der have ventet paa Nattens Ro,
vinke hinanden til Stævne i Lunden;
men
han
vandrer alene
med sørgmodige Blik;
nys paa en Gravhøjs Stene
mødig han Hvile fik.
v)
Sml. Digtn. I, S. 246.
25
*