ChristianWinther

—

385

—

sig i de mest afsidesliggende Egne. Det er sin egen

Tilstand, han skildrer i Vers som disse:

Et Helved lued i mit Bryst,

og svunden var al Livets Lyst;

fra Byen skyndte sig min Fod;

hvorhen — jeg ikke selv forstod.

Min Pande gløded og min Mund,

min Kind var bleg, og -Øjet kun

nedstirred tørt paa Vejens Sand;

thi ak, den indre, dybe Brand

lod ingen Taare fra sit Gjern

til kølig Lindring trænge frem,

lig en Vulkan, der lumsk i Løn

udtørrer Kilde, Sø og Brønd.

Dobbelt føler han sin Ulykke, fordi han maa tilføje:

I vaagen Drøm forbi mig drog

mit fordums Liv — et stille Tog

af Billeder, hvis dybe Fred

lod klart mig se Hvad nu jeg led 1).

Det er dette Tilbageblik, som andensteds2) afføder

følgende Skildring:

Hans Kind var rød og sort hans Haar,

da han forlod sin Faders Gaard.

I Øjet straaled Ungdoms Lue,

da han forlod sin Moders Stue.

Han styrted ud, slet ej han saae

til Hunden, som ved Porten laa.

Forgjæves kvidred Svalen blødt;

„Bliv hjemme, Du, her er saa sødt!“

Hans Fod gik over Havens Bed

og traadte alle Blomster ned.

Han over Agren tog sin Vej

og spæden Vaarsæd agted ej.

i) Sml. Digtn. V., S. 182—184. 2) Sml. Digtn. X, S. 1 8 0 -8 5 .

N. Bøgh: Christian Winther. li.