391 / 448
—
386
—
En Tørst, en Længsel, vildt ham jog
fra Hjemmets stille Arnekrog.
Ustandselig han stormed frem
mod Anelsen — fjærnt fra sit Hjem.
Idealet vinker ham, Musen giver ham Drikke af Kil
den, Lænkerne briste om hans Aand, og hans Hjærte
bliver stort og fuldt; men Musen viger, da han vil
favne hende; hendes Øjne blinke som Stjærner, yndig
vinker hun atter, og han følger villieløs efter; Alt bliver
Poesi for ham.
Og hvor han gik, og hvor han kom,
han delte sine Skatte om.
Og hvor han kom, og hvor han gik,
ham mødte Tak og venligt Blik.
Alt som han høsted, blev han ved
at følge hendes lette Fjed.
Hans Længsel var hans Ledestjærne, og han syntes tidt
at fatte hendes Strænges Klang; men, vil han sanke
Tonerne, svinde de forvirret for hans Tanke.
Tilsidst hun svandt saa let og brat
som Stjærneskud i Sommernat.
Da stod han som for Dødens Dom;
med bittert Sind han vendte om.
Hans Skatte, ak, de var forsvundne,
hans Tankes Vinger atter bundne.
Han gaaer tilbage for at klage hos sin Moder og Fader.
Den unge Slægt paa Vej ham gik
forbi med ligegyldigt Blik.
Ham sagde Agrens grønne Skrift:
„Se her — her var en stolt Bedrift!“
Træt gjennem Haven gik hans Fod;
mat var hans Blik og slukt hans Mod.