389 / 448
—
384
—
Dybensgade, gi. Nummer 181, og endelig i November
1840 til Læderstræde 30 hos en Fru
Helleriim.
Da
var det kommet saa vidt, at, hvis man vilde besøge
ham inde i hans lille Værelse til Gaarden, maatte man
gjennem en Bagerbutik, hvor man ved et bestemt,
aftalt Slag paa en Dør tilkjendegav, at man var en
Ven — ellers blev man ikke lukket ind1). Det var da
ikke saa underligt, at Bitterhed og Mismod kom frem
i hans Digtning i hine Tider og at han kunde tale om
sin „Elendighed, Ynkværdighed og Uselhed, der sjældent
levnede ham fri Raadighed over hans ringe Ævner“ 2) ;
senere, da han i 1840 udgav en Samling danske Kæmpe
viser, sagde han: „Hvis jeg ikke . . . . af Nød havde
maattet lade binde mig, saa havde jeg havt stor Lyst
til at skrive noget Originalt. . . . Men jeg har hidtil
ikke seet og seer end ikke nogen Muelighed til i Ro
og med uforstyrret Otium ganske med fri Kraft og
Varme at kunne hengive mig dertil. Det skeer sagtens
ikke heller; thi jeg kreperer nok, inden det vorder mig
saa vel. . . . Jeg er trist og travrig“ 3). „Jeg er daglig
plaget med Savn og
Mangel
“. 4)
Heyen,
som kjendte
ham i denne Tid, har fortalt mig, at han da var saa
ynkelig af Ydre, saa svag og medtagen, at Ingen
troede, han skulde leve længe.
Det er ganske i Overensstemmelse med hans per
sonlige Stemning, naar han i denne Periode i „En
Novelle“ skildrer en Ulykkelig, der „fortvivlet, syg og
mat og bleg“ flygter bort fra Hovedstaden og gjemmer
b
Agerskovs
Meddelelse. 2) Breve fra og til C. W., S. 32.
3) Smsteds S. 46. 4) Smsteds S. 42.