ChristianWinther

— 383 —

strække ham med Penge; ogsaa

Rasmus Møller

maatte

tidt støtte ham,

Rantzau-Breltenburg

var ham en tro

Hjælper1),

Chr. Petersen

ligeledes, o. s. v. Hans Pleje-

søster Fru

Aagaard

paa Iselingen erfoer hans sørge

lige Situation, men var dengang ikke saa velhavende,

at hun selv kunde hjælpe ham; hun meddelte sig derfor

til hans anden Plejesøster, Fru

Suhr,

født

Falck,

hvis

Mand, Etatsraad

S.,

sendte Winther et klækkeligt

Beløb; men, istedenfor at blive glad og taknemmelig,

tog Digteren, krænket i sin medfødte Stolthed, denne

Hjælp ilde op, maaske fordi

Suhr,

der var ham en

Fjærntstaaende, var blandet ind i hans Affærer2). — Han

var slemt i Aagerkarles Kløer, og han turde af Frygt

for disse ikke gjærne vise sig paa Gaden; dette var saa

bekjendt, at en af hans Omgangsvenner, til hvem det

blev fortalt, at han var seet paa Amagertorv, paa det

Bestemteste benegtede, at dette kunde være rigtigt;

han veg først, da den Fortællende tilføjede: „Jamen det

var rigtignok ogsaa den Dag, det var Solformørkelse“.

Det er sikkert Erindringen om hans Plageaander, Aager-

karlene, der har taget Form i følgende improviserede

Vers af ham:

Hvis jeg den Ære kunde have

at møde Slynglen

Donner

hist,

jeg skulde ham et Donnerwetter lave

til Tak for sidst.

Det var efter Sigende paa Grund af disse Aageikaile,

at han saa ofte flyttede. Fra Nørrebro var han taget

til Laxegade, gi. Nummer 210, derfra i Juni 1840 til

Stetnanns

Optegnelse, stadfæstet af

Chr.Agerskov, H. P.Holst

o. Fl. 2) Meddelt mig af Geheimeraadinde

Hall.