384 / 448
—
379
-
I 1831 skaffede han sig Underretning om den Pris,
„Selskabet for de skjønne Videnskaber“ havde udsat
for 4 Romancer; han tænkte paa at besvare denne
Opgave, men aabenbart kun, hvis Honoraret var klække
ligt, og dette vilde han gjøre, endskjøndt
Poul Meller,
for hvem han omtalte sin Hensigt i saa Henseende,
oplæste sit bekjendte Smædedigt over denne Prisud
sættelse *).
Winthers Pengeomstændigheder vare i alle disse
Aar yderst derangerede. Naar han ejede Noget, brugte
han det, og tidt til de urimeligste Ting.
Seren Kierke-
gaard
sagde om ham, at det var Skade, han ikke altid
var rig; han burde have været det; thi med en ejen
dommelig Charme spredte han sine Penge rundt til
alle Sider. Saaledes var han meget stærk i at forære
de
unge Damer, han syntes om, Gaver i Form af
Fingerringe eller Brystnaale med Juveler i. Disse sidste
havde han gjennem sit hele Liv en meget stor
Passion for. Ogsaa i den Henseende lignede han
Folmer Sanger:
„Jeg elsker gyldne Spange“
han sang, „og Stenes Pragt“.
„Har jeg ikke Lov til at glæde mig over
dem
?1
sagde Winther. „Blomsterluerne slukkes ud; men disse
bliver ved med at spille, og de kan maale sig med de
allerdejligste Blomster“. Han var i saa Henseende en
Ju lius Cæsar
, der kjøbte Juveler til saa umaadelig en
!) Se Personalhistorisk Tidsskrift 1899, S. 106, og
Poul Møllers
Efterl. Skrifter, 2den Udg., II Bind, S. 106.