382 / 448
—
377
—
Denne Sidste, Trediemanden, var
Th. Schorn;
ifølge
Erslevs
Forfatterlexikon er dog Winthers Over
sættelse til de første 18 Ark bleven benyttet. Med den
største Elskværdighed og Nøjagtighed satte han i et
langt Brev1) til
Schorn
denne ind i sin Fremgangs-
maade, og dette Brev viser allerbedst, med hvilken
Omhu og Grundighed W. havde udrettet det Arbejde,
som han nu modløst lagde fra sig.
Professor
Funch
tilføjer i sit ovennævnte Brev:
„Denne lille Episode giver et nyt Vidnesbyrd om Chr.
Winthers
Strænghed i Dommen over egne Arbejder og
Ømhed over ikke i dem at taale nogensomhelst Ukor
rekthed.
“
At dette omtalte Oversætter-Arbejde kun blev gjort
af pekuniære Hensyn, fremgaaer af følgende Udtalelse
fra Winther selv: „Korrekturen [paa min Faders nye
Bog2)] i Forening med min Oversættelse af
Hases
Kirkehistorie og den
tredobbelte
Korrektur heraf optager
den meste Tid, ikke at tale om, at det sløver mig og
gjør mig aldeles uskikket til alt andet Arbejde“.
Udbyttet af hans literære Virksomhed — hans egne
Digtninger iberegnet — var ikke stort. Det er af Er
faring, han i „Onkels Lise“3) lader Onkelen, der forstaaer
sig paa Hvad der vandes af Castale og Hippocrenes
ægte Vand“, sige:
„Men Sligt ej giver Stort i Skjæppe;
„stak selv Homerus ud Dit Kvad,
„Du vandt ej her — det troer jeg næppe
„til Buxer, Sko, til Hus og Mad“.
b Det ejes af Maleren
Schorn.
2) „Forklaring over de fire
Evangelier“. 3) „En Samling Vers“, S. 140.