— 3 7 3
—
uvidende!“ Idet han endvidere taler om
Goethes
Under
søgelser angaaende det Dybe i „Hamlet“, siger han:
„Ingen vilde dog beredvilligere end
Goethe
have indrøm
met Rigtigheden af den almindelige Sætning, at en Forfatter
selv er uvidende om de bedste og dybsindigste moralske
Slutninger, som Læseren kan uddrage af hans Værker.
Intet Digt fra vore Dage har sat Kritikerne i større
Forlegenhed med Hensyn til dets moralske Hensigt, end
Goethes
„Faust“. Og Hvad siger Digteren selv om
denne Hensigt? „Man spørger mig, hvilken Tanke jeg
ønskede at forbinde med min „Faust“. Kan jeg vide
det? Eller kan jeg, hvis jeg vidste det, udtrykke det
med Ord?“ Og det er paa denne Omstændighed —
nemlig at Snilde i Kunst ikke, saaledes som Mesterskab
i Videnskab, kan Skridt for Skridt forfølge den Prem-
gangsmaade, der fører til dets Følger
at han bygget
den Lære, hvorved han adskiller Kunst fra Videnskab
og indskrænker Anvendelsen af Ordet Snilde (Genius,
den Aanden medfødte Egenskab,
ingeniuni)
til Kunst.
„Snildet“, „siger han, „kan ikke selv beskrive eller viden
skabeligt godtgjøre, hvorledes det fuldfører sine Frem
bringelser; men det giver Reglen ved en Inspiration at
Naturen, og derfor veed Forfatteren til en P rembringelse,
som han skylder sit Snilde, ikke selv, hvorledes Foie-
stillingerne danne sfg i hans Aand. Det staaei ikke i
hans Magt „at skabe Mage dertil efter Godtbefindende
og metodisk at meddele Andre Regler, som kunne sætte
dem istand til at frembringe lignende Værker .
I en anden Afhandling taler
Bulwer
om „den paa
faldende Mangel paa al klar Opfattelse af hans egen
Fortjenestes Grad, som næsten er ejendommelig foi Den,