373 / 448
— 368 —
sandt, naar Winther sagde, at „Sang og Sagn“ kun
var Optryk af adspredte Digte fra forskjellige Lejlig
heder. Der nævnes derpaa en Mængde af Samlingens
fortrinlige Poemer. Saa gjores der Bemærkninger om
riickersk
Sprogkunstleri i „Min Skat“ og om poetisk
Dandysme (Spradebassevæsen), f. Ex. i „Mathildes
Hænder“.
Meller
begynder at skimte Winthers Blasert
hed og en kunstig Naivitet, som nærmer sig til Manér;
dog udtaler han, at der i denne Digtsamling er mange
skjønne Glimt af dens Digters Ungdomskraft og kjæklce
Naturlighed, som f. Ex. i „Ravnens Kvide“, „En Ven“
og mange Enkeltheder i „En Novelle“. Han siger:
„Dette, i Omfang det største af Winthers Digte, tyder
bestemt paa en Omvæltning i hans Indre, en Trang til
at udvide den poetiske Synskres og udtale sig i andre
Former; men man overraskes ogsaa her — som i en
kelte andre Digte — af en mørk Melankoli, der be
gynder som en Orm at nage paa Digterens Hjærte, en
næsten fortvivlet Længsel efter et tabt Paradis.“
Disse Digtsamlingers, gjennemgribende Misstemning
syntes man overalt saare lidet om.
Naar Winther
spørger, hvor i Verden den Vraå er, som Sangens Fugl
nu tør bygge i , n u , da Alt gaaer paa Maskine og er
blevet materielt, naar han siger om Menneskene:
De Sangens Kunst og Strængespil
saa ringe Plads tilmaale,
at nutildags man næppe vil
den høre eller taale,
saa lader „Kjøbenhavns Morgenblad“, udgivet af hans
Ven
Liunge og Siesby,
ham høre, at han gjør sig
skyldig i Utaknemmelighed imod sit Publikum; thi