376 / 448
— 3 7 1
—
interessere den æstetiske Patolog, kunde den dog i en
saa snævert begrændset Form ikke udvikle sig dyb og
energisk nok til ved sin egen Kraft at vække og fængsle
den indifferente Mængde. Hertil behøves den episke
Form. Forfatterens Erfaring er nu for rig, hans Stof
til Produktion af for meget Omfang til at kunne
udtømmes i Lyrikkens lette, ungdommelige Former. Da
desuden hine Stemninger netop selv pege paa en episk
Baggrund som deres rette Hjem, kunne de her kun
efterlade Indtrykket af noget Flygtigt, Afbrudt, Umoti
veret eller Ufuldstændigt. De præsentere sig som po
etiske Følelsesveer og Forløbere for en ny Udvikling;
men en Digter kan hos „Publikum“ aldrig vente Sym
pati for sine Overgangsbevægelser“.
Det kan ikke negtes, at Winther i sin Digtertid
fra 1835—40 blev ret antagelig analyseret, dissekeret og
karakteriseret. Hvad siger han selv hertil? Iblandt hans
Efterladenskaber findes følgende Optegnelse af h am :
„Jeg nærer ikke stor Tro paa Recensenter og deres
Domme. . . . Af egen Erfaring veed jeg, at deres vil-
kaarlige Forudsætninger næsten altid vare falske og
Slutningerne altsaa ogsaa falske. Jeg kunde bevise
dette ved mange Exempler.
„Efterat jeg selv havde ladet Folk se og læse mine
Vers, har det
altid
forekommet mig yderst latterligt at
se i Anmeldelser og Kritikker af mine lyriske Digter-
Arbejder Fraser som saadanne: „Dette eller Hint har
været Forfatterens Hensigt, Dette eller Hint har været
det Maal, som han har stræbt til, dette eller hint Middel
har han anvendt til denne eller hin Virkning, etc., etc.“
Jeg har aldrig
stræbt
til et Maal — jeg er
altid
bleven
24*