371 / 448
— 366 —
hvad vor Novelleliteratur hidtil har frembragt. End
videre gjør han opmærksom paa, at Winther her i høj
Grad frugtbargjør det folkelige Element, som han om
fatter med saa stor Sympati og gjengiver med saa
smagfuld Benyttelse af det ældre og nyere Sprog, saa
ledes i „Hesteprangeren“.
I
F. C. Petersens
„Tidsskrift for Literatur og
Kritik“ 3) skriver
H. M. Flemmer,
den senere Rektor
ved Frederiksborg Skole, saaledes: „Man har rost den
afdøde Skuespiller
Frydendaht
netop for det Plastiske
i hans Fremstillinger, hvorved de af Forfatterne givne
utydelige Taagebilleder fremtraadte som Figurer med
Kjød og Blod og Ben, med klare og bestemte Konturer,
med aldeles ejendommelige og karakteristiske Ansigts
træk, der indtil de fineste Nuancer afspejlede Sjælens
Individualitet og med en Daguerreotyps Nøjagtighed
gav os et Billede af Alt, hvad der bevægede sig i
dets Indre. Og jeg veed ikke bedre at karakterisere
Chr. Winthers
Fremstilling saavel af samtlige Personer
i disse to Fortællinger, som
in specie
af Morten T h y 2),
end ved at sige, at han som Forfatter er ganske og
aldeles Hvad
Frydendaht
v a r ' som Skuespiller3). I
samme øjeblik en Person træder frem, selv en Biperson,
ja, endog den, der mindst af alle kan tillægges Person
lighed, Hønsehunden Mahmud, staaer han strax saa
lyslevende for os med saa klare og bestemte Omrids,
at selv den fortrinligste Skuespillers eller Malers Frem
stilling af ham i det givne Moment næppe kunde be-
9 1841, I, S. 272. 9 Selve Hesteprangeren. 9 Det er værdt
at erindre, at det netop var denne Skuespillers Roller, Winther øn
skede at udføre.