375 / 448
-
3 7 0
-
betragtning“ ; det tilføjer saa, at, hvis de omtalte Kritikere
bedre havde kjendt Digterens Fysiognomi og forstaaet
at opfatte hans Bog i den rette Forbindelse med hans
tidligere Arbejder, vilde de umueligt kunde tale om nogen
brat eller pludselig Overgang; hans Vemod forsvares og
forklares som et Udslag af hans Følelse af dette Livs
og denne skjønne Naturs Forgængelighed. Men derefter
siges der jo rigtignok tilsidst: „Højst forskjellig fra
denne tungsindige Grundtone, fra disse dybtgrebne
Akkorder, der
maa
finde Gjenklang, er derimod en vis
lunefuld
Forstemthed
, en Mistillid og Vaklen, hvoraf
der undertiden, dog heldigviis kun sparsomt, findes
Stænk i de wintherske Digte. At spille klokkerent paa
et forstemt Instrument gaaer ikke an, om man end er
nok saa stor Virtuos, og derfor burde vel ogsaa en
Digter med Hr. Winthers Dygtighed og Geni i en saa-
dan Stemning hellere lade Strængespillet fare og vente
paa lykkeligere Øjeblikke — og af dem har han vist
mange — i hvilke Musen selv tilbyder ham sin Gunst.
En saadan umaadelig Forsagthed er det netop, der taler
igjennem ham, naar han beder om „Skaansomhed for
sine blege Blade“, eller naar harf fortæller, at „Hvad han
maler bliver Graat i Graat“ — en Ytring, der staaer i lige
frem Modsigelse til to af de skjønneste Digte i Bogen,
der udgjøre Mere end Halvdelen af denne Samling“ x).
At Publikum ikke havde videre Medfølelse over
for Winthers disharmoniske Ytringer, sees let. Det er
vist rigtigt Hvad
P. L . Meller
siger2): „Skjøndt den
omtalte Melankoli med sit fine poetiske Klædebon kan
9 „Kong Saul og Sangeren“ og „Ridderen og hans Datter“.
2) Kritiske Skitser II, S. 219.