381 / 448
— 376 —
„et Viden“, „et Erkjenden“, rimeligviis forledet dertil
af Tysken, ligesom han længere hen i Tiden lod sig
friste til at gjengive
Moritz’s „GotteAehre“
ved
„Guder-
lære“. Han indsaae jo strax sin Fejltagelse og blev
meget ærgerlig og forstemt derover. Imidlertid lod han
sig dog berolige ved min Bemærkning, at dette jo
maatte betragtes som en Ubetydelighed. Men, da vi
saa kom til en virkelig Misforstaaelse af en Sætning,
som førte til en Meningsløshed, blev han saa betagen
af Ærgrelse og Forbitrelse, at han sprang op fra Stolen
og i stor Sindsbevægelse erklærede, at „det var jo
bestialsk“, at „han var aldeles udygtig til det Arbejde,
han ubesindigt havde paataget sig“, og „at han strax
vilde sige sig fra det“. Jeg blev naturligviis meget
ilde berørt ved denne uventede Heftighed og gjorde
mig megen Umag for at faa ham overtydet om, at
der ikke var Grund til at tage sig denne Ting saa nær,
at Fejlen jo let kunde rettes ved et Omtryk af ved
kommende Ark, og at der næppe vilde kunne findes
Nogen, som vilde kunne udføre Arhejdet bedre end
han, o. s. v. — Alle mine Forestillinger gjorde intet
Indtryk paa ham, og han begav sig ufortøvet til
Reitzel
, hvor han uden Hensyn til alle dennes Mod
forestillinger frasagde sig Arbejdet og forlangte, at de
allerede trykte Ark skulde tilintetgjøres.
„Endnu skal jeg dog tilføje den Bemærkning, at
Sagen fik et for
Reitzel
og Flere ubehageligt Efterspil,
idet den Mand, hvem
Reitzel
lod sig overtale til at betro'
Arbejdet, udførte dette saa slet, at det, efter virkelig
med megen Møje at være blevet bragt til Ende, maatte
fuldstændig kuldkastes og udføres af en Trediemand“.